EyeCandy

EyeCandy

Værkerne er keramiske objekter, der er fremført ud fra begrebet: at et objekt er eyecandy. Det er i

dag et ofte brugt ord, af personer der beskriver objekter på en positiv måde, det kan være

brugsting, kunst og andre objekter der appellerer til personens øje og sind. Objekterne har ikke

nogen funktion, men er i sig selv indbydende at se på.

Eye candy

A common slang term for visually appealing persons or effects used to draw mass

attention is eye candy.[2] The implication is that they are eye-catching in a superficial

fashion, for example due to adding an element of sexuality. Like actual "candy", this

addition is seen to be neither nutritious nor substantial, but rather provides a

potentially addictive appeal which will sustain the attention of a wider audience,

possibly despite their better nature.

The term dates to at least 1978 and comes from the similar term "ear candy" (the name

of a Helen Reddy album) which dates to 1977.[3]

This expression is sometimes used for example to actors/actresses whose visual

enjoyment to the audience is perceived as so evident they are alleged as having been

cast for this reason, e.g. for their sex appeal. Various novels, articles, and stories have

used this slang term to show a physical attraction one person has toward

another.[citation needed]

Jeg har fokuseret på den oplevelse beskueren får, når denne ser værkerne. At man tænker at det

er noget velkendt og flot, men ved nærmere eftersyn kan det i nogle tilfælde være noget helt

andet. Jeg har arbejdet med nogle af de farver, former, teknikker og virkemidler, der bruges i slik

og kager og overført disse til keramikken og andre materialer.

Tre citater af kendte personer har været med til at inspirerer mig til temaerne i værkerne.

”Creativity is intelligence having fun”.

Albert Einstein.

”Imperfection is beauty, madness is genius and it´s better be absolutely ridiculous than

absolutely boring.”

Marylin Monroe

”Uden grimt eksisterer smukt ikke. Kun selvfølgelighed, ligegyldighed, kedsommelighed.

Det uæstetiske er ikke det grimme men det kedsommelige.”

Asger Jorn oplysningen 1955

Værk 1: Diversity/Mangfoldighed

Et er værkerne er en slags tyggegummi maskine, på gulvet rundt om den ligger 999 porcelæns

kugler. Alle kuglerne ligner hinanden, men er alligevel meget forskellige. De er alle trillet i hånden,

hvilket gør at ikke to er ligedan. De er heller ikke perfekte, nogle er faktisk lidt grimme. Der er brugt

mange forskellige glasurer.

En enkel kugle skiller sig ud! Den er stadig inde i tyggegummi maskinen, sat op på en piedestal til

skue for alle.

Værket er et billede på den virkelige verden. Vi er alle ens, men alligevel så forskellige, nogle

bliver fremhævet, mens andre bare er en del af mængden. Hvad vil det sige at være perfekt?

Hvorfor synes vi nogle er perfekte? Hvad er det, der bestemmer at nogle er mere perfekte end

andre? Vil man stræbe efter det perfekte, eller kan man være det man er?

Og når alt kommer til alt, bliver den samlede mangfoldighed et smukt værk, hvor der er en plads til

hver lille kugle/individ.

Man kan se værket fra en anden synsvinkel.

Kuglen i automaten er den udvalgte, det perfekte, men hvordan er det at være den `perfekte`? At

være den som alle ser op til, hvilket krav stilles, hvad skal man leve op til?

Værk 2: Totally EyeCandy

Et andet værk er et kagebord. Her ser man en masse opsatser med noget, der på afstand ser ud

som kager og søde sager. I virkeligheden er det små keramiske eksperimenter, lavet med lertøj,

stentøj, gips og glasurer, alt sammen brændt på forskellige måder i ovnen. Her kommer min store

glæde ved de keramiske materialer til udtryk.

For år tilbage blev jeg introduceret til Karen Harsbos eksperimenter med blandinger af gips og

glasur, der bliver brændt sammen. Dette var for mig en helt ny måde at arbejde på. Jeg synes at

det er interessant at man kan bruge gipsens egenskaber med glasuren og via brændingen opnå et

keramisk resultat.

”Kagerne” ser på afstand indbydende ud, men ser man nærmere er mange af dem faktisk grimme

og nogle lidt ulækre.

Temaet for værket er: det grimme og det skønne. Hvorfor er noget pænt og andet grimt? Hvad gør

at noget der egentlig er grimt, kan virke pænt? Hvordan oplever vi objekter?

Værk 3: Out-standing/ At skille sig ud

Værket er tre objekter lavet af mixed media. Objekterne er meget indbydende at se på, de består

af bløde former, glade farver, glitter og en masse af det, der til trækker øjet. Der er kigget på hvad

moden dikterer lige nu, hvad skal man gøre for at skille sig ud, hvilke virkemidler kan man bruge?

Hvorfor har nogle et behov for at skille sig ud, mens andre helst vil gemme sig i en mængde?

Et af værkerne hænger ned fra loftet, et andet har revet sig løst og ligger oveni en bunke

granrafter. Det sidste svæver henover gulvet og er ikke bundet af noget. Kontrasten mellem det

naturlige og det kunstige er stor!

Værk 4 : Cohesion/ Samhørighed

En stue, hvor hele interiøret er dækket af krymmel. Man kan fristes til at tænke, om heksen fra:

”Hans og Grethe” havde en stil periode, hvor alt skulle være med krymmel!

Alt er dækket af krymmel, så hele værket ligner noget der er vokset sammen, her prøver ingen på

at skille sig ud, det hele høre sammen. Igen et billede på hvordan mennesker opfører sig. Nogle vil

gøre alt for ikke at skille sig ud. Cohesion er helt modsat værket Out-standing, hvor det netop

gælder om at skille sig så meget ud, at man måske er lidt for meget? I Cohesion er det det

velkendte og trygge, der er det vigtige. Det hjemlige. Fordi nogle mennesker helst ikke vil skille sig

ud, fordi det at ligne andre gør dem trykke og giver dem et fællesskab, hvor alle er ens og

ligevægtige.

Fælles for alle værkerne er, at de er en slags billeder på noget menneskeligt, at de er indbydende

og slikagtige at se på og at de forhåbentlig kan vække lidt tanker hos beskueren!

Begrebet ”Eyecandy” beskriver det overfladiske ved personer og objekter, men målet med

værkerne, er at man hopper ind under det overfladiske og sætter spørgsmålstegn ved objekterne.

Udstillingen EyeCandy var et samarbejde med billedkunstner: Susanne Pedersen og blev først vist i Nicolai i Kolding