Text



Indhold:

2014

Tom Jørgensen, 101 Kunstner.

2013

A beginners guide to ceramics, skriv til mig for pdf med fotos.
Tekst fra Legat overrækkelse af Henning Ranum.

2011

Lise Seisbøll til Miumi, Kun hvis man tror det er.
Louise Mazanti til Miumi, Kun hvis man tror det er.

2007

Lise Seisbøll til legat overrækkelse Grimmerhus.
Trine Ellegaard til Legat overrækkelse på Grimmerhus.



2014






Jette Löwén





Hvis man tror, at keramisk kunst ”bare” handler om vaser, kander og skåle, skulle man tage et kig på Jette Löwéns værker. Lavet i stentøj og porcelæn er vi så langt fra det traditionelle kunsthåndværk, som man overhovedet kan komme. Ikke fordi der er noget galt med kunsthåndværk, tværtimod, men Jette Löwéns tableauer kan ikke bruges til noget... andet end være stimulatorer for fantasien. Det er de til gengæld også rigtigt, rigtigt gode til.

Serien ”Princess of Keramos”, som Jette Löwén skabte i årene 2007 til 2012, tager os på en rejse ned i eventyrenes og fablernes verden. En verden, som unge mennesker i dag kender fra Harry Potter-bøgerne og fra filmatiseringerne af ”Ringenes Herre”, men som har eksisteret i hundredvis af år, ja, måske lige så lang tid, som der har været mennesker.

Som i alle gode eventyrfortællinger er der flere lag i ”Princess of Keramos”. Den, der ligger mest lige for, er Disneys mange prinsesser. Sødmefulde som børn, smukke og værdige som voksne skal Snehvide, Tornerose, Ariel og, senest i ”Frost”, Anna, igennem en masse prøvelser, før de får prinsen og lever lykkeligt til deres dages ende. Jette Löwén har oven i købet sørget for, at hendes prinsesse også er udstyret med den obligatoriske sjove og trofaste følgesvend, i dette tilfælde to små blå figurer kaldet ”Beatus & Cor” - ”lykkelig” og ”hjerte”.

Jette Löwéns fortælling er den klassiske historie om den forheksede prins, der i skikkelse af en frø venter på at blive kysset og udfriet af en prinsesse. Kunstnerens udtryksmåde er imidlertid alt andet end klassisk. Med et utal af forskellige teknikker bruger Jette Löwén stentøjet på en utroligt varieret og ekspressiv måde. Når prinsessen gemmer sig i en hule, er stentøjet skildret som én tung, brun og krakeleret masse. Mosen, frøprinsen lever i, er grøn og slimet, og den ødemark, som har indkredset den lille prinsesse, ses som en takket hvid og sylespids skov. Jette Löwén bruger et utal af forskellige glasurer og brændingsteknikker, men ikke nok med det. Hun inkorporerer i sine tableauer også små kitschede dyrefigurer og miniatureudgaver af det berømte danske musselmalede porcelæn.

Inspirationskilderne er mange. Disney er nævnt, men også Beatrix Potters ”Peter Kanin”, ”Mumitroldene”, H.C. Andersen og, hvad angår såvel teknik som motivverden, kunstneren Niels Hansen Jacobsen - kendt især fra Vejen Kunstmuseum.
Med sit på én gang sødmefulde, ekspressive, humoristiske og fantasifulde univers og med sin kombination af teknisk eksperimenterende udtryksformer og postmoderne ironi er Jette Löwén en kunstner, der rammer et meget stort publikum. Børn som voksne, keramikelskere som Harry Potter-fans, du som jeg.
Tom Jørgensen






2013





A beginner’s Guide to Ceramics
En introduktion til keramikkens verden
Fortællinger om Jette Löwén Dalls
24 montrer i udstillingen GLASURGLÆDER

Jette Löwén Dall og Teresa Nielsen 2012-2013



1. december Jette Löwén Dall
Into the Celadon Forest. 2007
Prinsessen i celadonskoven
Jette Löwén Dall beskriver dette landskab som mødet mellem Prinsessen og det gode. Hun har villet skabe en historie om en klassisk glasur og på samme tid bruge keramiske figurer fra genbrugsbutikkerne.
Hun nævner, at skoven både kan være smuk ... men når man er alene, kan den virke skræmmende. Hun peger på, at den i eventyrenes verden er et symbol på det ukendte og døden.
I udstillingen på Vejen Kunstmuseum har Jette Löwén Dall indskrevet de 24 landskaber i en samlet fortælling, en eventyrrejse, hvor Prinsessen er på jagt efter en prins, der er forvandlet til en frø, som nu er forsvundet. Her spørger hun dyrene til råds – om der er nogle af dem, der har set ham...
Landskabet er – på nær prinsessen, egernet og den brune bjørn – modelleret i sten- tøjsler. Det er en lermasse, der tåler høj brænding og sintrer ved temperaturer fra 1000 til 1300 grader. Det vil sige, at lermassen lukker sig/smelter sammen til et vand- tæt hele.
Stentøjsler bliver derved vandtæt uden at behøve en glaseret overflade, og kan tåle at stå ude vinteren over, da det ikke optager fugt.

Foto Pernille Klemp
page2image12560

Det findes i mange farver alt efter hvilke oxyder (kemisk bundne metaller) det indeholder. Eksem- pelvis giver jern brune og gule toner og mangan giver sort. Stentøjsler importeres. I Danmark fo- rekommer det kun naturligt på Bornholm. Land- skabet er brændt i en gasfyret ovn. Det har givet en reducerende brænding. Det vil sige en brænding med et underskud af ilt i ovnen.
Det har betydning for udfaldet af glasuren og far- ven på lermassen, der bliver mørkere i den redu- cerende brænding. Der sker en tættere sammen- smeltning mellem lermassen og glasuren ved brænding af stentøj end ved det lavere brændte lertøj, hvor glasuren tydeligere ligger som en kappe over lermassen.

Træernes stammer har fået en PB glasur, der består af Petalit og Barium tilsat titan og indfarvet med jern.
Bunden har fået en glasur, der bobler op, når den brændes reducerende. Det er en KZB-glasur. Navnet angiver komponenterne: kalifeldspat, zink og barium. Den hører til blandt de over 100 forskellige glasurer, der var i det system, som Lisbeth Voight Du- rand havde lavet til keramikafdelingen på Designskolen i Kolding. Den blev desværre nedlagt i 2007, da Jette Löwén Dalls årgang var de sidste keramikere, der tog afgang derfra. Der er forlydender om, at glasurskatten overføres til Guldagergaard ved Skæl- skør.
Træernes blade er påført et til tider ganske tykt lag celadon glasur. Den er en af de klassiske glasurer, der kendes helt tilbage fra Sung-dynastiet i Kina (år 960-1279). I det 13. århundrede blev celadon-traditionen bragt sydpå til Thailand, hvor disse varer endnu udføres i Si Satchanalai. Den karakteristiske sarte grøngrå tone opstår i et sam- spil mellem jernoxyd, en feldspatholdig glasur og en reducerende brænding. Afhængig af brændingen kan celadon glasuren blive grøn/grå/blå. Den har fået navn efter en mat- grøn kappe, som hyrden Céladon var iført, da Honoré d’Urfés teaterstykke L’Astrée (skrevet i 1610) blev opført. I Tyskland blev det til en talemåde: ”zärtlich wie Seladon” – altså, ”øm som celadon”. Hyrdens navn er så i keramikkens verden blevet foreviget i forbindelse med en af de helt klassiske glasurer.
I det ene hjørne af montren står et lille bæger fra Vejen Kunstmuseums samling (inv. VKV 1916). Det er udført hos Bing & Grøndahls af en af billedhugger Niels Hansen Ja- cobsens samtidige, Cathinca Olsen (1868-1947). Hun var ansat hos B&G fra 1896 og særlig optaget af stentøjet. Bægeret er udført på en måde, der er typisk for udnyttelsen af den transparente celadon glasur – at lade den flyde over og fremhæve en indridset eller som her nærmest udskåret dekoration.
Prinsessen støber Jette Löwén Dall i porcelæn. Det vil sige højtbrændt ler, der kan brændes op til over 1400 grader. Det er meget stærkt og en særlig egenskab er, at det er transparent – lyset kan skinne igennem. Prinsessen fremstiller hun med forskellige

”løsdele”, så hun kan stå eller sidde. Figurens dele støbes i gipsforme. Her bruger Jette Löwén Dall porcelænsstøbemasse – en oprørt masse af konsistens som yougurt. Gips- formen suger fugten til sig, støbemassen tørrer, og kan efter noget tid tages ud af for- men, tørres igennem og brændes.
Prinsessens ansigtsudtryk (øjne og mund) er sat med transfermærker. Det vil sige, at Jette Löwén Dall får dem fremstillet som serigrafiske tryk og overfører dem til por- celænsansigterne. Det er en mere krævende arbejdsgang end at male dem op, men til gengæld får de et fælles udtryk – et ensartet præg. Teknikken til fremstilling af trans- fermærker har hun lært på kursus hos englænderen Paul Scott.
Prinsessens kjole spiller i mange toner. Jette Löwén Dall har givet den en krystal- glasur med rutil, titan og zink. Krystallernes form kan man lære at styre. Om de bliver store eller små afhænger af, hvornår og hvordan man slukker og afkøler ovnen.
De to små blå væsner, der i en del af landskaberne rejser med Prinsessen hedder Bea- tus & Cor. Det sidste navn betyder hjerte, det første kan læses som velsignet eller lykkelig. De er udført i stentøjsler og brændt med blå sinterbegitninger – kaldes og- så begitteglasurer (begitteler og feldspat). De har et lavere smeltepunkt, så de sintrer hurtigt. Det vil sige, at den lukker sig til en tæt masse, hvor vand ikke kan trænge igen- nem.

2. december
Jette Löwén Dall
Row, Row, Row Your Boat... 2007
Prinsessen sejler ud på eventyr
Jette Löwén Dall fortæller, at ideen til landskabet kom i forlængelse af mange glasurek- sperimenter, hvor der opstod glasursøer. Hun bemærker, at i eventyrets verden står båden for sikkerhed, mens vandet er det farlige og billede på underbevidstheden. Det at sejle kan både være sikkert og farligt. I dette tableau har hun dog valgt at holde fokus på det dejlige ved at sejle.
I forhold til den eventyrrejse, som Jette Löwén Dall har knyttet til de 24 montrer i udstillingen på Vejen Kunstmuseum, sejler Prinsessen nu gennem Keramos-universet på udkig efter frøen/den fortryllede Prins. Hun har fået selskab af sine to små blå venner – Beatus & Cor. Det sidste navn betyder hjerte, det første kan læses som velsignet el- ler lykkelig. De er udført i stentøjsler og brændt med blå sinterbegitninger – en be- gitning med et lavere smeltepunkt, så den sintrer hurtigt. Det vil sige, at den lukker sig til en vandtæt masse.
Blandt inspirationskilderne til disse landskaber nævner Jette Löwén Dall børnebogsillu- strationer med eventyrlandskaber, hvor menneskeliggjorte dyr med hat og frakke bor i gamle sko, kander og andre sære konstellationer. Hun mindes, at hendes mormor hav- de bogen ”Puslingerne” af Birgit Erup.
Foto Pernille Klemp

page5image12648

I den bor mus og nisser i små paddehatte. Hun nævner også Walt Disney, der eksem- pelvis har lavet den lille ”Silly Symphony”-tegnefilm med en mus, der gerne vil flyve og bor i en støvle sammen med sin mor og bror. Dertil er der en klassiker som Beatrix Potters ”Peter Kanin”.
Da Jette Löwén Dall begyndte at lave landskaber med Prinsessen, satte hun sig nogle grundregler. En af dem var, at tableauer, hvor Prinsessen var ude i naturen, skulle være så enkle som muligt. Jette Löwén Dall skulle gerne undgå at gøre ret meget ved mate- rialerne. Her har hun nøjes med at trække stentøjsleret med et par hastige greb. Dets grove stoflighed illuderer fint en sandbred langs en å. Her og der har hun ”plantet” små klumper græs/siv. De er helt tyndt rullet ud i porcelænsler. Et enkelt stykke mørkt stentøjsler skaber kontrast og kan ligne en trædesten ved vandløbet.
Det enkle, grove stykke lyst stentøjsler (se forklaring 1. dec.) danner en fin modvægt til det lige så hurtigt lagte, anderledes glatte og blanke stykke porcelænsler (se forkla- ring 1. dec.). Det har fået en let, gennemskinnelig turkisblå krystalglasur for tydeligt at signalere vand. Der dannes ikke markante krystaller, da den bare er brændt almindeligt.
I dialog med den danske keramiktradition sejler Prinsessen i en tekop fra landets første porcelænsvirksomhed, Den kongelige Porcelainsfabrik, der blev grundlagt i 1775. Hun har endog valgt deres bedst kendte porcelænsprodukt indenfor det hvid-blå ud- bud: Det musselmalede stel. Bemærk, at de musselmalede elementer går igen i kas- se 3, hvor Jette Löwén Dall har forvandlet dem til små figurer, som Prinsessen snakker med.
Prinsessen støber Jette Löwén Dall i porcelæn i gipsforme i enkeltdele, der kan sam- les på forskellig vis. Det afhænger af, om Prinsessen skal sidde eller stå og hvilken arm- stilling hun skal have. Prinsesserne brændes mindst tre gange. Første gang ved 935 gra- der, hvor porcelænet forglødes – gøres klar til glasurlaget. Den næste brænding sker ved 1280 grader. Inden prinsessen sættes i den ovn har Jette Löwén Dall malet hendes kjole som her med rosa prikker af en færdigfremstillet dekorationsfarve. Prinsessen får en krone på hovedet. Helheden får en blank glasur og den varme tur i ovnen. Først når ovnen er kølet nok til, at den må åbnes, kan man se, hvordan kronen er faldet til på Prinsessens hoved. Kronens glansguld (en lustre – lavtbrændte, ofte metalliske skin- nende glasurer med rødder tilbage i det fjerde århundredes Mesopotamien) er årsag til den tredje brænding, for glansguldet tåler kun op til 800 grader, og bliver særlig skin- nende, når det males over en blank glasur. Bemærk kronens fine mønster, der er frem- kommet ved, at Jette Löwén Dall har presset nogle af sin oldemors gamle kniplinger mod et udrullet stykke porcelænsler, der skæres til og samles til en krone.
Mens Jette Löwén Dall gik på Designskolen i Kolding var hun i et fire måneder langt praktikophold hos duoen Claydies. Det var netop på den tid, da deres græsvaser (i dag i produktion hos Normann CPH, København) var allermest populære. Som assistent har hun trillet masser af ”græsstrå”. Landskabets helt anderledes små og spinkle græs- stængler kan ses som et lille minde om tiden hos Claydies.

3. december
Jette Löwén Dall
Hello There! 2007
Prinsessen ser på kgl. porcelæn
Jette Löwén Dall fortæller, at landskabet handler om mødet med det gode. Hun næv- ner, at i
Eventyrenes verden er byen et symbol på det sikre og kultiverede.

I forhold til den eventyrrejse, som Jette Löwén Dall har udstukket som rammen om de 24 landskaber i udstillingen på Vejen Kunstmuseum, er Prinsessen nu på jagt efter den forsvundne Prins, der er forvandlet til en frø, der er blevet væk. Her spørger hun musselputterne (mere om dem nedenfor), om de mon har set frøen. En af musselput- terne fortæller Prinsessen, at hun skal fortsætte ind i de mørke dele af Karamos- universet. Prinsessen fortsætter sin søgning...
Ideen til denne gruppe opstod, da hun så et postkort med Otto Frellos maleri Kon- gens Nytorv. Det forestiller Kongens Nytorv i København med et kig ned mod Ny- havn, men frem for de rigtige huse, har Frello malet ”huse” af porcelæn. Han har givet dem en musselmalet dekoration og i byrummet har han malet figurerer fra Den kgl. Porcelainfabrik (i dag Royal Copenhagen), der synes at stå og studere brolægningen.
Da Jette Löwén Dall så postkortet opstod tanken: Hvordan ser en verden ud, der er lavet helt i ler? Det blev til Keramos-universet, den verden, som Prinsessen bevæger sig i. Ke- ramos er græsk og betyder: Brændt ler.
Foto Pernille Klemp

page7image13464
Tanken om den musselmalede by førte til ideen om at kontakte Royal Copenhagen for at høre, om et samarbejde skulle være muligt. Virksomhedens kunstneriske leder, Niels Bastrup, var med på ideen. På Designskolen i Kolding modtog Jette Löwén Dall fem kasser med gamle støbeforme, som hun har brugt til elementer i bylandskabet. Her er en kaffekande blev til et lille slot, kopper blev til små huse og låg blev til tage. De er alle støbt i porcelænsler og har fået krystalglasurer, der dog ikke er brændt op til at danne krystaller.
Porcelæn er højtbrændt ler, der kan brændes op til over 1400 grader. Det er meget stærkt og en særlig egenskab er, at det er transparent – lyset kan skinne igennem. Det kaldes ”det hvide guld”, for det var lige så dyrt som guld, da det i 1600-tallet i stor stil kom til Europa fra Kina. Det meste af det porcelæn, der tidligt nåede hertil, var ofte blåmalet. I Tyskland blev det første europæiske porcelæn frembragt i 1709 af J.F. Bött- ger og var fra 1713 i produktion hos Meissen. Danmark fik sin første porcelænsfabrik i 1775: Den Kongelige Porcelainsfabrik, i dag kaldet Royal Copenhagen.
Fabrikkens bedst kendte blå dekoration er de musselmalede stel (se koppen i mon- tren for 2. dec.). Dekorationens blomsterelementer har inspireret Jette Löwén Dall til at lave de små musselputter, der er indbyggere i den by, som Prinsessen er kommet til. Kig godt efter. De er delvist modelleret op, men har fx arme, der består af delele- menter fra støbning af hanke til de sarte porcelænskopper.
Alle delelementer er samlet på én stor porcelænsflade, hvis overflade er let dekoreret med rillede aftryk af mønsteret fra en af tallerkenerne fra Royal Copenhagen. Det er sin sag at brænde så stort et stykke fladt porcelæn. Helheden har da også et par bræn- dingsrevner, for fladen bliver sitrende levende i brændingen og trækker sig efter væg- ten fra de forskellige dele.
Gruppen er nederst samlet på en stentøjsplade, der nøje er tilpasset landskabet. De er dog brændt hver for sig. Den mørke stentøjsbund har en enkelt profil, der flot runder af.
Hello There! Er brændt tre gange. Først er emnerne forglødt ved 935 grader, der- næst glaseret og brændt til 1280 grader. Den tredje brænding er ved bare 800 grader, for mere tåler hverken overførselsbillederne/blomsterne på Prinsessens kjole og ej hel- ler glansguldet, der giver helheden sin eventyrlige karakter – og Prinsessen sin fine krone!
4. december Jette Löwén Dall
There He Was, Slimy And Smelly, Waiting For Her To Come! 2007
Slimmonstret venter på Prinsessen
Jette Löwén Dall omtaler dette landskab som mødet med det onde, der her har taget form af et slimet monster i en sø af giftige glasurer fremstillet på barium og krom – blank, giftig og grøn. For hende minder monsteret om de giftige slanger, der i eventy- renes verden står for det onde.
I den eventyrrejse, som landskabet indgår i som en del af de 24 montrer i udstillingen på Vejen Kunstmuseum, fortæller Jette Löwén Dall, at monsteret venter på Prinsessen. Han ved godt, hvor hun kan finde Prinsen, der er tryllet om til en frø. Men det har han ikke i sinde at fortælle hende. Når hun når frem til hans ildelugtende hjem, rådgiver han hende imødekommende – men sender hende i en helt forkert retning, langt væk fra Prinsen!
Atter er prinsessen ude i den vilde og ret voldsomme natur. Jette Löwén Dall holder sig til sine grundregler og lader rammen om denne episode være mørkt stentøjsler, som hun kun groft og enkelt forarbejder ved at skubbe materialet og vride formen på plads i enkle ryk med tommelfingrene. Sumpens mørke bund har hun stedvis forhøjet med små lerbakker. Sumpen har hun lavet af lyst stentøjsler, der var så flydende, at hun kunne dryppe det på i klatter.
Foto Pernille Klemp

page9image13360
Derved opstår fornemmelsen af levende, koghede mudderhuller, som man kan opleve dem i vulkanske egne.
Et par advarselsskilte viser, at dette er et farligt sted. Dem har hun smykket med overførselsmærker, som hun har lært at fremstille. For at illustrere giftdepot- stemningen har Jette Löwén Dall valgt at bruge de farlige krom-barium glasurer, der er brændt i en helt almindelig elovn. Afdampning fra kromglasuren har medført, at den mørke stentøjsmasse er blevet endnu mørkere og delvist blank. Krom giver pølen og monsteret deres grønne toner, mens barium giver den blanke overflade. Dertil bli- ver bariumglasuren mosagtig, hvor den ligger særlig tyk som i nogle af sumpens splatte- de bobler og stedvis på monsterets krop. Slimmonsteret er bemalet med en FFWBglasur (Forshammerfeldspat, Wollastionit og Barium). Den lysere sump har få- et en CSBglasur (Cornistone, Barium). Det er forshammerfeldspatten, der giver mon- steret den mørkere grønne tone.
Jette Löwén Dall er i sin arbejdsgang optaget af at arbejde omhyggeligt, men giver også plads til at tilfældigheder kan råde og nydes. Selv om det kan give en del ærgrelser, der lejlighedsvis kan blive til andet og mere i nye ombrændinger, fortæller hun også glad om, at ovnen kan skænke fine ”gaver”. Monsteret er et godt eksempel. Helt util- sigtet blev den kødfarvede sinterbegitning i hans mund under brændingen så varm og flydende, at den dannede de to flotte hugtænder – et lykkeligt hændeligt uheld!
5. december
Jette Löwén Dall
Facet. 2012
Prinsessen møder en kantet verden
På sin eventyrrejse gennem de 24 landskaber er Prinsessen her helt fortabt! Monsteret har sendt hende på afveje, og hun aner ikke sine levende råd – verden er uhyggelig og kantet.
Udstillingens første fire keramiske landskaber har alle været dele af Jette Löwén Dalls afgangsprojekt-2007 på Designskolen i Kolding. De blev til ud fra eventyrlige titler, der tiltalte hende. Dette landskab hører til de helt nye, som hun har lavet efter en tur til Sjælland på besøg hos fire af de kunstnere, hvis værker under overskriften GLASUR- GLÆDER i den bageste udstillingssal indgår i direkte dialog med Niels Hansen Jacob- sens værker (Asger Kristensen, Morten Løbner Espersen, Gurli Elbækgaard og Bente Skjøttgaard). Undervejs blev det til lange, i bedste forstand nørdede/dybt tekniske sam- taler om materialer og teknikker. Koblet med nøje studier af Niels Hansen Jacobsens 70-120 år gamle eksperimenterende stentøjsværker blev disse input på Jette Löwén Dalls værksted i udkanten af Skodborg (7,5 km syd for Vejen) til en række nye landska- ber, hvor hun har arbejdet ud fra tekniske og materialemæssige eksperimenter. Her er titlerne kommet på til allersidst – frem for at være ledetråden i arbejdet, som de var det tilbage i 2007.
Foto Pernille Klemp

page11image12376
Jette Löwén Dall fortæller gerne, at dette landskab er stærkt inspireret af Niels Hansen Jacobsen. Hun har over de seneste måneder i museets Keramiksamling grun- digt studeret de greb, som han gør brug af i sine skulpturer og keramik. Her fraviger hun sit tidligere dogme om, at hun i naturlandskaber skulle lade stentøjsmassen stå så enkelt bearbejdet som muligt. I stedet gør hun brug af Hansen Jacobsens facetterede bearbejdning af overfladen. Som en billedskærer arbejdede han kantet ind i massen. Det samme har hun gjort og har valgt at stille to af billedhuggerens ”nicheprodukter” ind i montren (inv. VKV 0291 og 0746). Han er den eneste, der har arbejdet med bly- indfattet keramik. Med afsæt i en drejet form har han påført forskellige lermasser og glasurer. Efter brænding af de ret amorfe former har han indrammet de forskellige fel- ter med kantede blyrammer, hvis form på sin vis går igen i Jette Löwén Dalls bearbejd- ning af stentøjsøen.
I Niels Hansen Jacobsens ånd har Jette Löwén Dall her arbejdet med flere forskellige glasurer. De krystalagtige toppe har fået en blank sort glasur. Landskabet er bemalet med både en mat grøn/blå og en mat grå/brun glasur. Frygtløst har hun ladet tilfældig- hederne råde og som Hansen Jacobsen taget imod, hvad der er sket af spændende sammenblandinger. Det hvide på nogle af toppene er klumper af hvid lertøjsmasse, der begynder at smelte ud, når den bliver brændt ved 1280 grader. Kig godt på Hansen Ja- cobsens krukker i den bageste sal og se om det ligner nogle af de mange forskellige materialer, som han sætter på sine keramiske værker...
6. december
Jette Löwén Dall
Filly Fungus. 2007
Prinsessen ser på vilde glasurer
I dette landskab er glasurerne gået amok. Jette Löwén Dall fortæller, at Filly (egentlig en under 4-årig hunhest) i overført forstand kan betyde en frisk/fjollet pige, og Fungus betyder svamp. Der findes både giftige og spiselige svampe, derfor mener hun, at dette landskab er hverken entydigt godt eller ondt. Det er menneskeligt at blive fristet af no- get der er smukt, men til tider og især i eventyrenes verden kan det smukke også være farligt. . .
På sin eventyrrejse er Prinsessen kommet til et sted, hvor der gror sære svampe. De lugter fælt, og Prinsessen må videre, men bliver lidt fjollet af de sære lugte, lægger sig ned og studerer de mærkelige svampe. Hun har fået selskab af sine to små blå venner Beatus & Cor. Det sidste navn betyder hjerte, det første kan læses som velsignet el- ler lykkelig. De er udført i stentøjsler og brændt med blå sinterbegitninger – en be- gitning med et lavere smeltepunkt, så den sintrer hurtigt. Det vil sige, at den lukker sig til en vandtæt masse.
Montrens to landskaber er begge udført i mørkt stentøjsler. Prinsessen er forsat ude i den vilde natur, og det lille landskab lever op til Jette Löwén Dalls princip om at bear- bejde materialet mindst muligt. Med fingrene har hun truffet en lille, sumpet fordybning i hver ende og groft har hun trukket svampevæksterne op.
Foto Pernille Klemp

page13image13912
Den samme form har hun brugt til de glasurprøver, der ses i den bageste udstillingssal sammen med et udvalg af de øvrige kunstneres glasurprøver.
Svampenes små tragte har Jette Löwén Dall fyldt med forskellige glasurer og især sin- terbegitninger. De bruges på stentøjsler og er fremstillet i en form, hvor der allerede er påbegyndt en udsmeltning. Sinterbegitninger ligger derfor et sted mellem traditionel- le begitninger og tættere på egentlige glasurer, hvis vigtige egenskab er at smelte ud og skabe en vandtæt, forseglende flade.
Det store landskab er mere præcist modelleret. Det kunne næsten se ud, som om det var modelleret til at passe ned i én af Ole Jensens gummiopvaskebaljer! På de høje si- der træder den rå, mørke stentøjsmasse frem i sin enkelthed.
Begge landskaber blev til mens Jette Löwén Dall gik på Designskolen i Kolding, hvor hun gav sin glasurlyst frit løb i eksempelvis nørdede eksperimenter sammen med sin medstuderende Mabel Laugesen. Denne var optaget af at udforske mulighederne for at støbe porcelæn med uventede materialer som pop- og guldkorn, der brænder væk i ovnen og resulterer i forvitrede effekter. Det, der i det lille landskab ligner persil- leduske er grønglaseret porcelænsler, der har fået form ved at være støbt med guld- korn, der er brændt væk og har efterladt den levende struktur.
Landskabernes ”græsflader” har fået krystalglasur. Jette Löwén Dall fortæller, at hun har brugt to slags. Den ene er med nikkel, den anden er farveløs/transparent, og har taget farve af kemien i stentøjsbunden i toner fra brunt til grønt. I bunden blandes kry- stalglasurerne med nogle af de glasurer, der flyder ned fra svampetragtene og giver det, som Jette Löwén Dall I tillid til ildens luner kalder spændende sammenstød.
Glasurerne har fået en rigtig krystalbrænding – se lige de flotte forgreninger i glasur- søerne! Ovnen blev stoppet ved 1280 grader, kølet ned; fik så 5 timer ved 1150 gra- der, hvorefter den helt blev stoppet og afkølet. Fremstillingen af krystaller er en hel vi- denskab i sig selv. Krystallernes karakter kan afstemmes afhængig af, hvor tit og hvor længe man slukker og tænder for ovnen.
7. december Jette Löwén Dall
Go Away, Go Away, Please Don’t Eat Me, Please, Please Not Today! 2007
Prinsessen gemmer sig for tallerken-monsteret
Jette Löwén Dall fortæller, at hun altid har været optaget af genbrugsbutikkernes og loppemarkedernes bugnende lagre af nipsartikler, der længe har været betragtet som rigtig dårlig smag. Men meget af dette kitsch er jo sjove små keramiske skulpturer.
Mens hun gik på Designskolen var der en medstuderende, der var optaget af at arbejde med at modificere genbrugsbutikkernes færdige varer, ready mades – et greb, som mange kunstnere har brugt siden Marcel Duchamps i 1910’erne vendte en urinal og satte den ind på en udstilling. Af en anden medstuderende fik hun en tallerken, hvis fine dekoration Jette Löwén Dall syntes særligt om. Men der var taget en bid af den. Plud- selig opstod spørgsmålet: ”Hvem har spist af den?” Det blev til Tallerkenmonsterets fødsel – her ses de sære væsner, der sniger sig ind i mange forskellige hjem og smager små og store bidder af lertøjet, fajancen og porcelænet! Det hårdtbrændte stentøj er mere modstandsdygtigt.
Foto Pernille Klemp

page15image10712
Jette Löwén Dall fortæller, at Tallerkenmonstre elsker at spise al keramik og især porcelæn. De må altså være nogle af de farligste væsener en porcelænsprinsesse kan møde! Og hvor er hun og hendes tro følgesvende, Beatus & Cor?! Kig efter noget musselmalet for at finde hendes tilflugtssted!
Transferteknikken er i nyere tid særligt udnyttet af englænderen Paul Scott (fra 2011 professor ved kunstakademiet i Oslo), der har holdt kurser på Guldagergaard ved Skælskør, hvor Jette Löwén Dall har været blandt deltagerne.
Med en glastang har Jette Löwén Dall isoleret udvalgte dekorationsmotiver, der er blevet til godbidder i kæften på monstrene. De to små, der sidder på hver sin stak gamle tallerkener har gemt det bedste til sidst – et par blomsterbuketter!
Det store tallerkenmonster midt i montren sidder med den tallerken, der satte liv i disse væsner. Han er en del af et større landskab, der består af en stentøjsbund, hvori Jette Löwén Dall har presset små LECA-nødder. De er fremstillet i en porøs lermasse, der bruges i plantepotter for at skabe et godt dræn. Men i stentøjsbrændin- gens høje temperaturer bobler de op og smelter ud. Stentøjsbunden er brændt tre gange på grund af Prinsessens krone. 1) forglødning til 935 grader, 2) brændingen op over 1200 grader til den blanke glasur og udsmeltning af leca-nødderne, 3) slutteligt 800 grader til glansguldet på kronen. De ophobede varer fra genbrugsbutikken som æggebægeret med overførselsmærket fra børnestellet, stakken af underkopper mm tå- ler ikke høj varme, så de er sat på til sidst sammen med kanden, hvor Prinsessen har søgt tilflugt, mens Beatus & Cor gemmer sig i hvælvet under en kop.
Montren er fyldt op med masser af service fra genbrugsbutikkerne – ofte i den billige ende, hvor dekorationen ikke er malet på, men påsat med transfers, overførsels- mærker. Denne teknik blev i 1800-tallet perfektioneret i England med især Blue Willow Pattern, der var en europæise- ret gengivelse af det, der skulle ligne et klassisk kinesisk motiv (se den på den ene krukke i kasse nr. 17 og læs meget mere om motivet efter den 17. december!). De tidligste engelske eksempler er fra 1780’erne.


8. december
Jette Löwén Dall
Follow Me The Rabbit Said... 2008
Prinsessen lokkes på afveje
På dette punkt i Prinsessens eventyrrejse er hun på jagt efter Prinsen/den fortryllede frø, men lokkes på afveje af det søde og nuttede. Kaninen er nemlig en tvetydig stør- relse. Hos eksempelvis Beatrix Potter kan Peter Kanin jo både være et dydsmønster, men kan også lave narrestreger og kommer ofte galt af sted. I eventyrerne er kaniner både symbol på det gode og det onde.
Dette landskab har Jette Löwen Dall ganske enkelt fremstillet som et bjerg af groft modelleret porcelæn. Hun har givet det nogle forskellige krystalglasurer, der dog ikke er brændt på den særlige måde, der fremmer krystalformernes vækst. Ved tilfældighe- dernes spil er der i deres vilkårlige sammenblanding opstået et levende spil mellem turkis og vinrød.
Kaninen er en af de mange kitschede nipsfigurer, som Jette Löwén Dall over årene har samlet fra genbrugsbutikkerne. Prinsessen støber Jette Löwén Dall i porcelæn. Det vil sige højtbrændt ler, der kan brændes op til over 1400 grader. Det er meget stærkt og en særlig egenskab er, at det er transparent – lyset kan skinne igennem. Prin- sessen fremstiller hun med forskellige ”løsdele”, så hun kan stå eller sidde. Figurens de- le støbes i gipsforme. Her bruger Jette Löwén Dall porcelænsstøbemasse – en oprørt masse af konsistens som yougurt.
Foto Pernille Klemp

page17image13192
Gipsformen suger fugten til sig, støbemassen tørrer, og kan efter nogen tid tages ud af formen, tørres igennem og brændes.
Prinsessens ansigtsudtryk (øjne og mund) er sat med transfermærker. Det vil sige, at Jette Löwén Dall får dem fremstillet som serigrafiske tryk og overfører dem til por- celænsansigterne. Det er en mere krævende arbejdsgang end at male dem op, men til gengæld får de et fælles udtryk – et ensartet præg. Teknikken til fremstilling af trans- fermærker har hun lært på kursus hos englænderen Paul Scott.
Prinsessens kjole er bemalet med gule prikker med en færdigfremstillet dekorations- farve, der er påført under den klare glasur.
9. december
Jette Löwén Dall
Hey Doggy Doggy! 2012
Prinsessen og noget, der ligner hunde
På sin eventyrrejse i jagten på at finde Prinsen, der er tryllet om til en frø, møder Prinsessen her i montre nr. 9 et par af billedhugger Niels Hansen Jacobsens stentøjs- figurer. Jette Löwén Dall (og dermed også Prinsessen) synes, at de minder meget om hunde, og i eventyrene er hunde ofte dyr, der hjælper på vej – som eksempelvis i H.C. Andersens eventyr om fyrtøjet.
Se, disse ”hunde” har jo ikke øjne så store som tekop- per, møllehjul eller Rundetårn. De hører snarere til en anden eventyrlig historie, fortællingen om T rolde- springvandet på Museumspladsen i Vejen! Den sid- dende ”hund” kan være et tidligt studie til de otte hun- de/ulveagtige drager, som Niels Hansen Jacobsen i 1923 modellerede i fugtig cement midt i springvands- kummen. Deres vandstråler skal holde midterfiguren ”En Trold, der vejrer Kristenkød” i skak.

Foto Pernille Klemp
page19image11808

Springvandet var helt unikt i en nordisk sammenhæng, for frem til 1950’erne sprang det døgnet og året rundt med brandvarmt vand, der cirkulerede ud fra elværket for at blive afkølet, inden det igen skulle ind for at afkøle de store ma- skiner . W ow , bestyrelsen var kloge nok til at udnytte det varme vand til et springvand og lyttede heldigvis til billed- huggeren, da han sagde, at Trolden skul- le sættes i midten, for nede omkring 0 grader blev han indhyldet i dampen og i frostvejr fik han ”vinterpels”, en kappe af istapper!
Dyremasken er muligvis et af Hansen
Jacobsens forarbejder til de fire vand-
spyer, som han i 1920erne modellerede
til sit havfruespringvand, der blev opstil-
let på Torvet i Svendborg, og efter si-
gende skal tilbage på sin flotte plads efter
i årevis at have lidt en kummerlig skæbne
i Mølledammen... Jubii, der er håb for-
ude! Foto Pernille Klemp
page20image9752

Prinsessen sidder på en ø, som Jette Löwén Dall har fremstillet i tiden op til udstillingen. I modelleringen har hun ladet sig inspirere af nogle af Niels Hansen Jacobsens furede masker, der kan ses i montrene i Vejen Kunstmuseums keramikkælder og rundt om på museet. Øen har hun dekoreret med fire forskellige glasurer: En blank sort, en mat grå/brun, en krystalglasur og en lertøjsglasur. Hendes mål har været at ramme nuancerne i ”hundene” med lidt små detaljer. I de små glasursøer kan man se hvor- dan tonerne laver flotte sammenstød, som dér hvor den bliver rosa eller i den lille blå turkise sø.

10. december
Jette Löwén Dall
The Mermaid. 2012
Prinsessen møder en havfrue
På sin eventyrrejse er Prinsessen nået frem til en lille ø. I nærheden dukker en hav- frue op. Prinsessen spørger hende til råds om, hvilken retning hun mon skal gå for at finde Prinsen, der er tryllet om til en frø.
Stentøjsøen har Jette Löwén Dall lavet i løbet af november 2012. Modelleringen knyt- ter an til greb, som Niels Hansen Jacobsen har benyttet i nogle af sine skulpturelle værker som eksempelvis en fantasifisk, der ligger på en af hylderne i museets keramik- samling (inv. VKV 0322). Hun har i modelleringen flyttet sig væk fra den regel, som hun tilbage i 2007 indførte om, at naturlandskaber skulle laves så groft og enkelt som mu- ligt. Ud over de omhyggeligt modellerede furer har hun også lavet et felt, hvor det ser ud som om hun har ”knipset” i leret. Andre steder har hun trukket parallelle furer ved med fingrene at skubbe render i leret. Princippet er det samme som når Hansen Jacob- sen gjorde ellers ensartede flader levende ved at trække furer med en slynge – træ- pinden med en metalløkke i hver ende. Som Hansen Jacobsen har Jette Löwén Dall og- så med fingrene skubbet små fordybninger i landskabet. Der er der opstået glasursøer - lidt som den turkise farve ligger i ”huller” i Hansen Jacobsens havfrue-landskab.
Foto Pernille Klemp

page22image13112
Jette Löwén Dall fortæller, at hun med glasurer- ne har arbejdet ud fra farverne omkring Hansen Jacobsens havfrue. Hun har søgt at finde nogle glasurer, der i elovn kunne komme til at minde lidt om dem, der ses på hans keramik. Samtidig søgte hun farver, der minder om vand. Derfor blev kobber og kobolt de centrale oxyder (me- taller, der kemisk er bundne til iltatomer – oxy- dering kender vi eksempelvis fra kobbertage, der i kraft af oxyderingen/iltningen skifter farve fra rødbrun til irret grøn-blå). Nogle steder har hun lagt krystalglasur over almindelige glasurer, så de løber sammen og giver særlige sammenstød som dér, hvor hun har ”knipset” leret.
Det er uvist, hvornår Hansen Jacobsen har mo- delleret den lille havfrue, men det er muligt, at den er fra tiden omkring 1900, da han var i gang med at modellere den lille havfrue, der står i gips i Skulptursalen og året efter lavede Foråret, der har en beslægtet frisure.

Under bunden har han sat en lap, der fortæller, at den lille figur er et unikum, og altså ikke fremstillet i form.
Kigger man nærmere på havfruens landskab har han påført flere forskellige lertyper, mange forskellige glasurer og tilmed sølv eller andre metaller.
11. december
Jette Löwén Dall
Kobber wobber. 2012
Prinsessen i et landskab af kobberglasur
Eventyrrejsen i jagten på den forsvundne Prins, der er tryllet om til en frø, fører Prin- sessen til endnu en ø – et dekorativt landskab modelleret i stentøjsler i en amorf form, der knytter direkte an til billedhugger Niels Hansen Jacobsens univers.
Ved siden af ligger et par amorfe former, som billedhuggeren har udført – måske i 1890’ernes Paris (inv. VKV 213 og 321). De har ingen funktion, men minder i deres form om nogle af de ting, der blev bragt til Europa fra Asien. Han har i det beskedne format eksperimenteret med glasurer og stofligheder. Den undseelige lille form er præget af den samme kantede underskæring, der bryder overfladen på hans skulpturer fra 1890’erne. Højderyggene træder tydeligt frem, for glasurerne søger, glider nedad. I små fordybninger, har han lagt en turkis masse, der kan ligne den glasagtige Egyptian Paste, der blev brugt til fremstilling af eksempelvis små skarabæ figurer. Det holder kun vanskeligt til større figurer. Det vides, at Hansen Jacobsen i 1890’erne var meget optaget af den egyptiske afdeling på Louvre.

Foto Pernille Klemp
page24image11424
I denne montre har Jette Löwén Dall på pædagogisk vis ønsket at vise forskellen på ud- faldet af kobberglasurer, når de brændes henholdsvis reducerende, som Hansen Ja- cobsen gjorde det i sin brændefyrede ovn, hvor ilten blev ædt op af flammerne, eller i en almindelig el-ovn, som hun benytter på eget værksted. Hansen Jacobsens kobbergla- surer bliver vinrøde og grønne, mens Jette Löwén Dalls bliver turkisgrønblå.
Hun fortæller, at hun i arbejdet med de ”nye” landskaber, blev meget optaget af den måde Hansen Jacobsen har modelleret sin keramik med slyngede krummelurer, små ”bakker” og ”bjerge”. Hun kiggede også på detaljerne i hans gipsfigurer. Hun blev opta- get af at modellere disse landskaber, der er formet med forskellige detaljer, der skal danne bund for glasurernes spil. Hvordan ser de ud, når de er på en bakke, eller nede i en sø? Hvordan kommer de til at blande sig rundt om på stentøjsfladen?
12. december
Jette Löwén Dall
Bambi, Bambi, Bambina. 2007
Et rådyr alene i en sær skov
På sin eventyrrejse, fortæller Jette Löwén Dall, ser Prinsessen et rådyr, der er blevet væk i en skov. Det står i et mystisk, råt landskab af sære træer og smukke roser, men de er mørke og synes unaturlige...
Landskabet er en keramisk collage i porcelæn – det vil sige, at det er sammensat af en- keltdele, der er brændt forskelligt. Jette Löwén Dall har kombineret et basislandskab med en ready made – den lille bambi fra genbrugsbutikken, de små roser og et par usædvanlige træer. De er blevet til ved, at hun har klattet næsten helt flydende porce- læn på en kegleformet grundform. De to træer er brændt for sig. De har fået en ce- ladon glasur, der på grund af jernindholdet i en reducerende (iltfattig) brænding er blevet grøn som bladene på træerne i montre nr. 1 (læs dér om celadon glasur). Træ- erne her er dog meget lysere af to årsager:
1) De har fået et langt tyndere lag celadon end de adskillige millimeter, der er lagt på bladene i kasse nr. 1.
2) De to træers grundform her er udført i porcelænsler, der bliver helt hvidt i den re- ducerende brænding, mens træerne i montre nr. 1 er af stentøjsler, som bliver ret gråt i den reducerende brand. Glasurens tone præges stærkt af det underliggende ler, og det er hovedårsagen til, at de første træer er mørkere end disse to.

Foto Pernille Klemp
page26image14432
Landskabet er lavet i støbesand. Det lå i en balje. Jette Löwén Dall stak fingrene i, og sandet har stået så tæt og fint, at man næsten kan fornemme negle øverst på toppe- ne. I fordybningerne hældte hun flydende porcelæn, lod det stå i en halv times tid til massen havde trukket en skærv (keramisk skorpe), hvorefter den overskydende mas- se blev hældt fra. Sandet har givet landskabet en sær, ukendt, lidt foruroligende struk- tur – som på en fjern planet? Det lille rådyr er til gengæld en velkendt figur. Det sam- me gælder de små roser, som Jette Löwén Dall har støbt i porcelæn og givet en lidt gusten violet-sort tone. Er det søde lille rådyr og dermed også Prinsessen mon i alvor- lige vanskeligheder?
13. december
Jette Löwén Dall
Oh Deer! 2008
Prinsessen med en rådyrfamilie
Dette stop på eventyrrejsen ånder fred og ro. Prinsessen ser til mens det lille rådyr har fundet sin familie. Landskabet består ganske enkelt af en råt modelleret lertøjsbund. Den er brændt ved lav varme og vand ville kunne trænge igennem, om ikke det havde fået den tætte grønne glasur. På lertøj er glasurens funktion netop som et glasagtigt lag at lukke overfladen.
De tre ready mades, bambier, der kunne have lidt en krank skæbne som så meget forladt porcelænsnips, har nu fået en god plads som selskabsdamer for Prinsessen!
Prinsessen støber Jette Löwén Dall i porcelæn. Det vil sige højtbrændt ler, der kan brændes op til over 1400 grader. Det er meget stærkt og en særlig egenskab er, at det er transparent – lyset kan skinne igennem. Prinsessen fremstiller hun med forskellige ”løsdele”, så hun kan stå eller sidde. Figurens dele støbes i gipsforme. Her bruger Jette Löwén Dall porcelænsstøbemasse – en oprørt masse af konsistens som yougurt. Gipsformen suger fugten til sig, støbemassen tørrer, og kan efter noget tid tages ud af formen, tørres igennem og brændes.
Foto Pernille Klemp

page28image11560
Her er hendes kjole forsynet med rose prikker med en færdigfremstillet dekorationsglasur, der er påført under den blanke glasur.
Prinsessen støbes i gipsforme i enkeltdele, der kan samles på forskellig vis. Det afhænger af, om Prinsessen skal sidde eller stå og hvilken armstilling hun skal have. Her er hendes kjole forsynet med rose prikker med en færdigfremstillet dekorationsglasur, der er påført under den blanke glasur. Hendes krone skal i en særlig brænding, da guldet kun tåler op til 800 grader. Bemærk kronens fine mønster, der er fremkommet ved at presse en mønstret flade mod et udrullet lerstykke, der skæres til og samles til en krone. Kronerne brændes som oftest for sig selv
Prinsessens ansigtsudtryk (øjne og mund) er sat med transfermærker. Det vil sige, at Jette Löwén Dall får dem fremstillet som serigrafiske tryk og overfører dem til porcelænsansigterne. Det er en mere krævende arbejdsgang end at male dem op, men til gengæld får de et fælles udtryk – et ensartet præg. Teknikken til fremstilling af transfermærker har hun lært på kursus hos englænderen Paul Scott.
14. december Jette Löwén Dall
Roses Are Red, Violets Are Blue,
Sugar Is Sweet And So Are You! 2007-2012
Prinsessen er forelsket!
I symbolikkens verden har Jette Löwén Dall hæftet sig ved, at særligt den røde rose bruges som billede på kærligheden, der både kan medføre godt og ondt! Kompositionens engelske titel er et vers, der også findes i en dansk udgave: Roser er røde, violer er blå – sukker er sødt, og du ligeså. Det formidler fint hendes lykkelige, drømmende stemning.
På sin eventyrrejse i jagten på den fortryllede prins sidder den forelskede Prinsesse her på toppen af en munter rød blomst. Som i masser af børnebøger, eksempelvis H.C. Andersens fortælling om Tommelise, er hun så lille (eller blomsten så stor?), at planten kan være hendes stol. En anden eventyrassociation, der måske også falder flere i øjnene, er kålormen fra Alice i Eventyrland – han har dog plads på en mægtig svamp.

Foto Pernille Klemp
page30image9632
Blomsterne har Jette Löwén Dall lavet i lertøj. Stilkene er belagt med forholdsvis sart grøn begitning og forglødt omkring de 900 grader. Derefter har de fået en transparent/klar, blank glasur, som får den grønne farve til at træde frem. Den seneste produktion af stilke er mørkere og stærkere i den grønne tone. I stedet for begitning og blank glasur har de fået en grøn lertøjsglasur. Alle blomsterne har fået den samme røde lertøjsglasur. Den ældste portion er brændt ved 1100 grader. Det har givet den mørke, sort-røde tone. De nyeste blomster blev brændt ved 1040 grader og er blevet stærkt røde.
Prinsessen er monteret efterfølgende. Hendes produktionsgang er en helt anden, da hun er udført i porcelæn, som beskrevet i omtalen af hende i eksempelvis kasse 13.
15. december
Jette Löwén Dall
Seeking High And Low! 2012
Find Prinsessen!
Har man været en tur i Vejen Kunstmuseums Keramiksamling inden besøget i Jette Löwén Dalls udstilling, kommer det næppe som en overraskelse, at hun fortæller, at dette helt nye landskab er stærkt inspireret at Niels Hansen Jacobsens måde at modellere og glaserer. Hun finder, at hans mest gennemskuelige greb er hans brug af sine fingerspidser. De aftryk han sætter med fingrene er med til at skabe nogle spændende fordybninger til glasursøer. Han arbejder ofte ud fra krukkeformen, som han til tider bukker, buler og skær i. Den lille Hansen Jacobsen-skål med de pressede kanter antyder effekterne af brug af fingertryk (inv. VKV 645). Trykket af enkelte fingre ses endnu tydeligere i en samling af hans krukker, der har fået plads i en af se rektangulære montrer i udstillingens bageste sal bag den højre skillevæg sammen med bulede krukker af Asger Kristensen og Gurli Elbækgaard.
Denne store, krukkeagtige form har Jette Löwén Dall modelleret op i stentøjsler. I Hansen Jacobsens ånd har hun skåret åbningen op og ladet fligene overlappe i lukningen. Den arbejdsgang ses også i hans lille vase (inv. VKV 0273), der også har fået plads i montren.
Foto Pernille Klemp

page32image11992
I arbejdet med glasurerne har hun også stræbt efter at nærme sig Hansen Jacobsen. Hun har brugt to stentøjsglasurer. Den ene er en blank grøn titanglasur med kobber og krom. Den anden er en KZB-glasur med nikkel. Navnet angiver komponenterne: kalifeldspat, zink og barium. Betegnelsen hører til blandt de over 100 forskellige glasurer, der var i det system, som Lisbeth Voight Durand havde lavet til keramikafdelingen på Designskolen i Kolding. Sammen med stentøjs-glasurerne har Jette Löwén Dall brugt tre krystal glasur.

Hun fortæller, at de er med til at få glasurerne til at smelte sammen. Krystal glasurerne smelter nemlig ud ved en lidt lavere temperatur end stentøjsglasurerne og får derfor det hele til at løbe. Resultatet er flotte glasursøer som ved bjergets fod og især i de tre fordybninger.
Forhåbentlig vil Jette Löwéns arbejde med glasursøerne få en del af museets gæster til at vende tilbage til Hansen Jacobsens keramiske værker og se dem på en ny måde, fra en anden vinkel. For en tid kommer glasurerne i fokus!
16. december
Jette Löwén Dall
Are We Lost Again? 2008
Prinsessen i en mørk og farlig skov
Prinsessens eventyrrejse har nu ført hende ind i den mørke verden. Hun ser frygtsom ud, men er den så farlig?! Det lidt ET-agtige uhyre, der lurer ude til venstre ser ud til at grine eller storsmile. Er det fordi han glæder sig til at hilse på en legekammerat, eller slikker han sig om munden og ser frem til en godbid?!
Dette landskab er fra tiden kort efter Jette Löwén Dalls afgangseksamen. Prinsessen har fået selskab af sine to små blå venner, Beatus & Cor. Det sidste navn betyder hjerte, det første kan læses som velsignet eller lykkelig. De er udført i stentøjsler og brændt med blå sinterbegitninger – kaldes også begitteglasurer (begitteler og feldspat). De har et lavere smeltepunkt, så de sintrer hurtigt. Det vil sige, at den lukker sig til en tæt masse, hvor vand ikke kan trænge igennem.
Landskabet er modelleret i sort stentøjsler, der i den reducerende/iltfattig brænding er blevet helt metallisk på overfladen. Trætoppene har fået en Tenmokuglasur. Betegnelsen dækker over en række klassiske asiatiske glasurer. De indfarves med jern, som ved reducering bliver sort med rødbrune ”pletter”.
Foto Pernille Klemp

page34image11920
En kontrolleret iltende brænding giver det eftertragtede spil i overfladen, der på engelsk kaldes oil spots, oljepletter. Tenmokuglasurerne giver rige og uforudsigelige spil afhængig af variable størrelser som brændingens forløb og mængden af jern i lermassen. Glasuren har den særlige egenskab, at den bliver tæt og mørk, hvor den ligger tyk, og i stedet rødbrun i de tyndt glaserede felter som eksempelvis en højderyg i modelleringerne, eller kanten af en skål.
Tenmoku betyder i direkte oversættelse Himlens øje. Som ædelstensbetegnelsen Tigerøje kommer det måske af, at glasuren kan arte sig, så et kig ned i en glaseret skål kan ligner synet af en brun pupil. Tenmoku er først og fremmest navnet på et kinesisk bjergtempel, hvor det fortælles, at man brugte skåle med den jernholdige glasur.
Prinsessen støber Jette Löwén Dall i gipsforme i enkeltdele, der kan samles på forskellig vis. Det afhænger af, om Prinsessen skal sidde eller stå og hvilken armstilling hun skal have. Her har både hendes kjole og krone fået glansguld, der er en slags lustreglasur. Guldet tåler kun op til 800 grader. Kronens fine mønster, der er fremkommet ved at hun har presse nogle af sin oldemors gamle kniplinger mod et udrullet lerstykke, der skæres til og samles til en krone.
Prinsessens ansigtsudtryk (øjne og mund) sættes med transfermærker. Det vil sige, at Jette Löwén Dall fremstiller dem som serigrafiske tryk og overfører dem til porcelænsansigterne. Det er en mere krævende arbejdsgang end at male dem op, men til gengæld får de et fælles udtryk – et ensartet præg. Teknikken til fremstilling af transfermærker har hun lært på kursus hos englænderen Paul Scott.
17. december
Jette Löwén Dall
Are We In China Now? 2007
Prinsessen er kommet til Kina
Se, nu har Prinsessen, på sin eventyrrejse efter den fortryllede Prins, gravet sig hele vejen til Kina! Her har Jette Löwén Dall taget afsæt i en dansk talemåde, hvor det kan ske, at man under legen i sandkassen advarer børn om, at de skal passe på, at de ikke graver sig helt ned til kineserne.
Landskabet var en del af hendes afgangsprojekt og overholder derfor hendes dogme om, at udendørslandskaber skal udføres med grove, enkle greb. Her har hun brugt gult stentøjsler til bundpladen. Den har hun præget formen rundt med små drejninger med tommelfingeren, der giver bølger og hvirvler i lermassen. Man fornemmer lidt, at jordmasserne er skubbet til side, så Prinsessen og hendes to venner, Beatus & Cor, nu kan stikke hovederne frem. Se fortællingen om de to i omtalen af kasse 16.
Indtrykket af at være i Kina fremmanes af fire ready mades, som Jette Löwén har fundet i genbrugshandlen. De tre masseproducerede porcelænskrukker, der nok i sin tid også har haft små låg, dukkede op i rigtig mange danske hjem i 1970’erne. Siden er de rykket ud på genbrugshylderne og her har de – i genbrugets bedste ånd – fået et nyt liv som rekvisitter i Prinsessens verden.
Foto Pernille Klemp

page36image12784
Dekorationerne på porcelænskrukkerne er sjældent malet, men i stedet i hurtige arbejds- gange påsat med transfers, overførsels- mærker.
Teknikken blev perfektioneret i 1800-tallets England med især det populære Blue Willow Pattern, der ses på krukken til venstre – mere om motivet nedenfor.
Krukkerne har fået selskab af en panda – dyret som de fleste forbinder med kinesiske skove af kæmpebambus.

Sjovt er det, at denne panda er ved at være et samlerobjekt. Den hører til en russisk nipsproduktion. Er den mon et minde om det kommunistiske venskab mellem Kina og Rusland? Blev den i Rusland fremstillet til det kinesiske marked? Næppe. En sådan produktion kunne kineserne selv klare, da de har verdens ældste tradition for smukt glaserede varer.
Jette Löwén Dall fortæller, at landskabets engelsk titel rummer en fin dobbelttydighed, som hun i første omgang helt overså i arbejdet med tanken om, at Prinsessen havde gravet sig frem til Kina. Underfundigt er det, at China på engelsk også for mange hundrede år siden blev navnet på porcelæn, der netop kom til Europa fra Kina, og Prinsessen er netop udført i porcelæn! Hende støber Jette Löwén Dall i gipsforme i enkeltdele, der kan samles på forskellig vis. Det afhænger af, om Prinsessen skal sidde eller stå og hvilken armstilling hun skal have.
Ovnen har været brændt reducerende, altså iltfattigt. Derfor har stentøjsbunden fået et blåligt skær, og det samme gælder i forhold til Prinsessen, hvor den klare glasur på hendes krop har fået en blålig tone.
Blue Willow Pattern, der var en europæiseret gengivelse af det, der skulle ligne et klassisk kinesisk motiv – ses også på et ituslået låg hos Tallerkenmonsteret i kasse 7. De tidligste engelske eksempler er fra 1780’erne. Motivet blev sat i system takket være transferteknikken, der i nyere tid særligt er blevet revitaliseret og perfektioneret af englænderen Paul Scott (fra 2011 professor ved kunstakademiet I Oslo). Han har holdt kurser på keramikcenteret Guldagergård ved Skælskør, hvor Jette Löwén har været blandt deltagerne.
På internettet findes en fin fortælling med historierne om Blue Willow Pattern. Her følger en hurtig oversættelse til dansk:
Med afsæt i motivet udviklede der sig tilbage i 1800-tallet forskellige fortællinger, der kunne underbygge og øge salget af Minton-fabrikkens produkter med Blue Willow Pattern. Bedst kendt er en romantisk fortælling, der er opstået i England uden afsæt i kinesiske tekster.
En gang var der en velhavende Madarin, der havde den smukke datter Koongse. Hun gjorde sin far vred, da hun forelskede sig langt under sin stand ved at kaste sin kærlighed på faderens beskedne bogholder, Chang. Bogholderen blev fyret. For at sikre sig, at de to ikke kunne mødes, byggede faderen en høj mur omkring sit hjem. Mandarinen agtede at få sin datter gift med en magtfuld hertug. Hertugen kom sejlende for at hente sin brud. Med sig havde han et skrin med smykker og gaver. Ægteskabet skulle indgås den dag, hvor blomsterne faldt af piletræet.
Natten før brylluppet slap bogholderen ind til forklædt som tjener. Da de elskende flygtede med smykkerne blev der slået alarm. De flygtede over en bro tæt forfulgt af den pisk- svingende Madarinen. Endelig undslap de ombord på hertugens skib, og kom i sikkerhed på en afsidesliggende ø, hvor de levede lykkeligt i årevis. Men en dag opdagede hertugen, hvor de havde søgt tilflugt. Hævntørstigt sendte han soldater afsted for at fange parret og slå dem ihjel. Guderne følte medlidenhed og forvandlede de to til et par turtelduer.
Afslutningen formodes at være en tilføjelse, da de to svævende fugle ikke ses på de ældste varianter af Blue Willow!
En anden variant handler om et hemmeligt Shaolin budskab, hvor fortælleren undervejs kunne pege på de enkelte dele af landskabet på tallerkenen: Shaolin Klosteret blev brændt af Manchu-herskernes kejserlige garde, der både af kinesiske nationalister og siden af kommunisterne er blevet kaldet en besættelsesmagt. De døde munkes sjæle sejler i båd over til øen for de velsignede. De døde sjæle ventes af tre Buddha’er: Sakyamuni, Buddha for fortiden, Maitreya, Buddha for fremtiden og Amitabha, herskeren over det vestlige Paradis. Bag dem ligger Pilenes By – et buddhistisk Paradis. Fuglene skal symbolisere munkenes sjæle på deres rejse fra levende live til udødelighed.
Fortællingen om motivet dannede i 1901 afsæt for den komiske opera The Willow Pattern. Den blev i 1914 også til en stumfilm, Story of the Willow Pattern. Robert van Gulik gjorde brug af elementer af den I sin kinesiske detektivfortælling The Willow Pattern. I 1992 lavede Barry Purves en kortfilm, der gengav fortællingen, men overflyttet til Japan under titlen Screen Play.
På hjemmesiden www.thepotteries.org er der samlet syv varianter af digtet om Blue Willow Pattern:
Two little birdies flying high
a little vessel passing by
a weeping willow hanging o'er
a bridge with three men, if not four.
A Chinese castle there it stands
as if the Lord of many lands,
a tree with many apples on,
and a fence at the bottom to end my song.

Two pigeons flying high
Chinese vessel sailing by
weeping willow hanging o 'er bridge with three men, if not four Chinese temples there they stand
seem to take up all the land apple trees with apples on
a pretty fence to end my song.

Two big birds flying high
a little ship, passing by
three men standing on the shore, a willow tree hanging o'er
an idle temple, there it stands
it wasn't built without hands,
an orange tree with oranges on, and iron railings right along.

Two pigeons flying high
sailing vessel passing by,
a bridge with three and not with four. a weeping willow hanging o'er, Chinese castle here it stands,
apple tree with apples on,
and a zig zag fence below
which ends my song.

Two birds flying high,
little boat passing by.
wooden bridge with willow o'er three men passing, if not four, a little house with open door apple tree with apples on,
iron railings all around
to keep the boys away.

Two doves flying high,
Chinese vessel sailing by,
weeping willow hanging o'er
bridge with three men, and not with four, Chinese teahouse there it stands
seems to take up all the land,
orange tree with fruit thereon,
a pretty fence to end my song.

Two birds flying high,
a Chinese vessel, sailing by.
A bridge with three men, sometimes four, a willow tree, hanging o'er.
A Chinese temple, there it stands,
built upon the river sands.
An apple tree, with apples on,
a crooked fence to end my song.
18. december
Jette Löwén Dall
Hide! 2012
Prinsessen gemmer sig
På sin eventyrrejse i jagten på den fortryllede Prins har Prinsessen søgt skjul i en hule. Fortumlet gemmer hun sig, og det er gået stærkt – hun har tabt sin fine guldkrone. Den ligger ved hendes side og skinner i mørket.
Denne høj med indbygget hule har Jette Löwén Dall modelleret i gult stentøjsler. Lermassen ses kun i uglaseret stand ved de tragtformere ender på de sære, krogede vækster, der vokser på højen. I hulens bund har hun presset lecca nødder. De er fremstillet i en porøs lermasse, og bruges i plantepotter, hvor de suger vand til sig og skaber lidt luft og dræn i potten. I en høj stentøjsbrændingens bobler de op, smelter ud og giver en lidt ”ulækker” overfalde, som hun har ønsket for at antyde det lidt uhyggelige og måske farlige...
Den faretruende stemning forstærkes ved den krakelerede overflade, der kan vække tanker om ekstrem tørke og lidelse. Overfladen har hun dyrket i forlængelse af besøg i oktober 2012 hos de kunstnere, hvis værker vises i den bagvedliggende udstillingssal. Undervejs på turen blev der talt om mange forskellige teknikker og materialer samt deres samspil/modspil. Her har Jette Löwén Dall beregnende spillet påjernindholdeti den gule stentøjsmasse. I reaktion på denbrune sinter- begitning får den det øverste lag til at trække sig sammen/krympe.
Foto Pernille Klemp

page40image13232
Sinterbegitninger kaldes også begitteglasurer (begitteler og feldspat). De har et lavere smeltepunkt, så de sintrer hurtigt. Det vil sige, at den lukker sig til en tæt masse, hvor vand ikke kan trænge igennem.
Prinsessen støber Jette Löwén Dall i porcelæn. Det vil sige højtbrændt ler, der kan brændes op til over 1400°. Det er meget stærkt og en særlig egenskab er, at det er transparent – lyset kan skinne igennem. Prinsessen fremstiller hun med forskellige ”løsdele”, så hun kan stå eller sidde. Figurens dele støbes i gipsforme. Her bruger Jette Löwén Dall porcelænsstøbemasse – en oprørt masse af konsistens som yougurt. Gipsformen suger fugten til sig, støbemassen tørrer, og kan efter noget tid tages ud af formen, tørres igennem og brændes.
Prinsessen i kasse 18 bærer en fin blåmønstret kjole og et par sko, der passer til. Her er vi tæt på den gamle kombination, som i 1600-tallet betaltes lige så højt som guld: Fin hvid porcelæn bemalet med blå underglasurfarve. Det kræver, at porcelænet forglødes til ved 935 (brændes klar til at tage imod maling), hvorefter den blå dekoration males på. Hele figuren får klar glasur og brændes afslutningsvis ved 1280°.
Prinsessens ansigtsudtryk (øjne og mund) er sat med transfermærker. Det vil sige, at Jette Löwén Dall får dem fremstillet som serigrafiske tryk og overfører dem til porcelænsansigterne. Det er en mere krævende arbejdsgang end at male dem op, men til gengæld får de et fælles udtryk – et ensartet præg. Teknikken til fremstilling af transfermærker har hun lært på kursus hos englænderen Paul Scott.
19. december
Jette Löwén Dall
She Cried Out for Help,
But Nobody Could Help Her! 2007
Prinsessen i Orton-kegle-helvede
Jette Löwén Dall er optaget af, at sumpen og ødemarken i eventyrenes verden kan være symboler på det farlige og vilde. Her på eventyrrejsen efter den fortryllede Prins har hun sat Prinsesen ikke i orkanens, men ondskaben øje – midt i et faretruende landskab, en ødemark.
Som Niels Hansen Jacobsen i sin skulptur Militarismen fra 1898-99 brugte spidse, kantede, aggressive former til at fremmane krigens gru, har Jette Löwén Dall her udnyttet associationerne ved de kantede, sylespidse, afvisende flader til sammen med Prinsessens kropsholdning at antyde rædsel, frygt og gru.
I tiden inden udvikling af gode pyrometre måtte man løbe an på, at en dygtig keramiker kunne se, hvordan temperaturen lå. Erfaringsvis lærte de at aflæse, hvordan materialet reagerede under brændingen. Sådan gik det ofte for sig i 1880’ernes Paris, hvor kunstnere og keramikere eksperimenterede med at aflokke stentøjet dets muligheder. Det kostede liv og helbred at arbejde med de bly-, nikkel- og kobberholdige glasurer, og synet blev nedbrudt af dette ovn-kiggeri.
Foto Pernille Klemp

page42image11192
Det fortælles, at en af de fineste franske kunstnerkeramikere, Ernest Chaplet (1835- 1909) – der i 1886 brændte de første af kunstneren Paul Gauguins stentøjsværker – blev blind af arbejdet med keramikken p.g.a. pasningen af ovnen.
Over årene blev der fundet en udvej. Seger-keglen blev opfundet af den tyske keramiker Hermann Seger (1839-93). Gennem grundige eksperimenter havde han afluret, hvordan blandingsforholdet mellem mineraler, der anvendes i glasurer kunne afgøre smeltepunktet. Ud fra hans beregninger, kaldet Seger-formler, fremstilles kegler (i dag er de mest almindelige de engelske Orton-kegler) af tørrede og komprimerede mineraler. Her er en oversigt over, hvilke kegler, der smelter ved hvilke temperaturer i den høje ende af brændingsskalaen:
1
2
3
4
5
5 1⁄2 6

7 8
1154° 9 1164° 10 1170° 11 1183° 12 1207° 13 1225° 13 1243° 14 1257° 141⁄2 1271°
1280° 1305° 1315° 1326° 1348° 1367° 1384° 1409°
Jette Löwén Dall fortæller, at disse sære toppe er et af keramikerens vigtige arbejdsredskaber, når de skal vide, hvordan temperaturen er i ovnen. Skal hun eksempelvis brænde en ovn til 1280° bruger hun tre kegler. Den første skal være én, der bøjer og smelter ved 1250/1260° - kegle 7. Når den begynder at tippe, ved man, at målet er ved at være nået. Den næste kegle skal vise 1280° -kegle 9. Den sidste reagerer ved 1305° - kegle 10. Er den begyndt at tippe, ved man, at ovnen er overbrændt.
Når en ovn er færdig og tømt, plejer keramikerne at smide keglerne væk. For en tid samlede og gemte hun alle de kegler hun kunne skaffe. Her er de blevet til en stor uhyggelig ødemark, hvor prinsessen og hendes to venner synes som helt alene i verden på deres lille ø af sort stentøjsler. Vennerne hedder Beatus & Cor. Det sidste navn betyder hjerte, det første kan læses som velsignet eller lykkelig. De er udført i stentøjsler og brændt med blå sinterbegitninger – en begitning med et lavere smeltepunkt, så den sintrer hurtigt. Det vil sige, at den lukker sig til en vandtæt masse.
Fremstillingen af Prinsesserne kan man læse om i teksten til kasse 18. Her har hendes kjole fået en glasur, der indeholder dolomit og rutil, der er brændt i en gasovn. Gasovnen brændes reducerende – det vil sige med et underskud af ilt i ovnen. Den små prikker på kjolen skyldes dolomitten.
1⁄2
20. december
Jette Löwén Dall
High, High Up In The Sky,
Into A Cloud And Fly, Fly, Fly! 2007
Prinsessen på en flyvende tallerken
Undervejs på sineventyrrejsekommer Prinsessen også af sted på en flyvende tallerken på kanten af en sky af gips. I læsning af eventyr har Jette Löwén Dall hæftet sig ved, at himlen et symbol på glæde og noget religiøst. Hun har studset over udtrykket: ”At være i den syvende himmel”. Er det mon netop dér Prinsessen er?!
Men hvad er den syvende himmel?! Et sted, som vel de færreste kender – dog beskriver apostlen Paulus et sted, at han er flyttet til den tredje (Andet Korinterbrev, 12,2-4). Kloge folk kan fortælle, at fænomenet er forbundet med den jødisk Kabbalah, hvor de syv himle har navne og ligger i forlængelse af hinanden, hvor ét er tættest på vor verden og udefter.
Hver har sin herskende engel:
1. Tættest på vores verden ligger den første himmel, Shamayim, der vogtes af Ærkeenglen Gabriel.
2. Dernæst følger
Raquie, der vogtes af Zachariel og Raphael
3.
Shehaqim er den tredje himmel, der vogtes af Ahahel
4. Den fjerde himmel Machen vogtes af Ærkeenglen Michael 5. Dernæst følger Machon, hvor Samael hersker
6. Den sjette himmel, Zebul, vogtes af Sachiel
7.
Arabotherdensyvendehimmel,derstyresafCassiel
Foto Pernille Klemp

page44image12952
Som Hansen Jacobsen i sit absolutte hovedværk, skulpturen Skyggen giver form til det uhåndgribelige, der lettest afbilledes som en sort silhuet på gulvet, har Jette Löwén Dall sat sig for at give en sky fysisk, håndfast form. Skyformen kom til hende, da hun på Designskolen i Kolding så de mængder af gips, der lå hen som rester efter fremstilling af gipsforme. Slænget til side lignede affaldet skyer af flødeskum. Her er gipsen kommet i fokus for sine helt egne kvaliteter – ikke som perfekt pasform om noget, men netop i den form, som materialet helt selv har valgt, som det er landet og faldet til.
Gips er netop som oftest blot keramikerens ydmyge tjener. Den står i baggrunden og kan bruges som afstivning og støtte i forskellige arbejdsprocesser. Dens usynlige glans- rolle er hyppigst at være materiale til støbning i form. Gipsen lægger sig milli- meterpræcist om det, der skal afformes. Hælder man flydende let i en knastør gipsform suges fugten hurtigt fra, og værket kan tages ud af formen. Har man flere ens forme, kan en produktion hurtigt gå i gang. Formene skal dog tørre ud ind imellem, ellers tager det alt for lang tid inden lermassen hærder i formen.
Historisk har gips levet en ringeagtet tilværelse. I skulpturens verden citeres jævnligt en gammel talemåde om, at et kunstværk fødes i ler, dør i gips og genfødes i bronze eller ved hugning i sten. Gipsen er ofte blevet ringeagtet som et uvedkommende, føjeligt materiale – netop en ydmyg tjener. Men denne sky gør noget andet. Den indgår i en tradition, hvor kunstnere har valgt at lade gipsen tale på egne vilkår. En nær ”slægtning” synes at være Bjørn Nørgaards gipsobjekter fra 1960’erne, hvor han på samme måde har arbejdet med glæden ved den oprørte gips’ umiddelbare, frie form. Et absolut højdepunkt i direkte arbejde med oprørt gips er Paul Gernes’ gipslagkager, hvor han med et særligt raffinement har kombineret hvid og indfarvet gips. ”Kagerne” bliver så flotte, at man næsten kunne forledes til at sætte tænderne i dem!
Som i mange af de andre landskaber vælger Jette Löwén Dall lidt uortodokst at kom- binere en del forskellige materialer i meget forskellig behandling – her er sammen- limning ikke et fy-fænomen. Det afgørende er effekten af det endelige resultat. Ofte samles delene først til sidst, hvor noget er stentøjsbrændt, andet lertøj, nogle dele kan være hentet fra genbrugsbutikkerne – og her er så også gipsen kommet til. Men det er da også helt på sin plads i Keramos-universet, hvor skyer selvfølgelig må være lavet af gips!
Prinsessen sidder på en tallerken fra genbrugsbutikkernes verden. Her har hun fået selskab af sine to små blå venner, Beatus & Cor. Både dem og Prinsessen kan man læse meget mere om i teksten om kasse 18 og 19.
21. december
Jette Löwén Dall
On Top of The World. 2012
Prinsessen på toppen af bjerget
Jette Löwén Dall fortæller, at dette landskab for hende primært handler om, at Prinsessen nu på sin eventyrrejse direkte møder et af Niels Hansen Jacobsens værker – hans særlig karakteristiske Efterårsmaske (inv. VKV 0203). Prinsessen har besteget bjerget for at rådføre sig med denne eventyrlige troldmand. Hans forvredne ansigt er modelleret som var det træskærerarbejde med dybe indskæringer – nogle af de greb, som Jette Löwén Dall har brugt i modelleringen af landskabet i kasse 5.

Foto Pernille Klemp
page46image8040

Foto Pernille Klemp
page46image9240
Bjerget er modelleret i lyst stentøjsler. Overfladens stoflighed er et godt eksempel på den type heldige tilfældigheder, som Jette Löwén Dall holder af, at brændinger kan byde på. Hun havde ønsket, at der på toppen skulle være nogle glasur, der kunne give spændende effekter. Målet havde været glasurer i flere grønne nuancer, og hun havde regnet med at skulle brænde bjerget i flere omgange. Men da den første glasurbrand var færdig, havde bjergtoppen fået den fine boblende overflade, der var opstået, fordi de to grønne glasurer har modarbejdet hinanden. Som en del af en kemisk reaktion var den øverste glasur kogt op i bobler og blærer og havde skabt den kontrast hun ønskede. Helt uventet er glasuren for neden krympet og har trukket sig i uventede formationer. Jette Löwén Dall gætter på, at det kan skyldes, at der måske lå støv på bjerget, da hun påførte glasuren.
Øverst på bjerget står et træ, der synes som en dansende figur ved siden af Prinsessen. Træet har to arme/grene og et mægtigt ”hoved”. Trækronen har fået den samme grønne krom-barium-glasur, som Jette Löwén Dall også har brugt på Slim-monsteret og i hans sø i kasse 4. Den brune træstamme har, som træerne i Celadon-skoven i kasse 1, fået en PB glasur, der består af Petalit og Barium tilsat titan og indfarvet med jern.
22. december
Jette Löwén Dall
Under The World. 2012
Prinsessen i drypstenshulen
Her er Prinsessen på sin eventyrrejse kommet ned i en drypstenshule. Stalagmitterne har Jette Löwén Dall lavet af små skiver af almindelig grå stentøjsler. Bunkerne tårner sig op som var Prinsessen på besøg hos en af Rasmus Klumps slægtninge, der var ved at gøre klar til et gevaldigt rykind af pandekagespisere.
Landskabet har Jette Löwén Dall lavet, fordi hun er vild med Niels Hansen Jacobsens lyserøde glasurer. Hun siger: ”De er så fantastiske og prinsesseagtige, at jeg gerne ville ramme noget lignende. ”Hun har kigget godt på både den lyse version og den helt mørke rosa (inv. VKV 1059 og 0275).

Foto Pernille Klemp
page48image9200

Foto Pernille Klemp
page48image10400
Begge krukker har Niels Hansen Jacobsen drejet op. Han har på ingen måde tilstræbt porcelænsfabrikkernes spinkle, elegante former. Her er kraftigt gods, og den lyse vase har han endog forsynet med en tung blyfod, der bærer hans signatur og årstallet 1910. Den er altså mere end 100 år gammel, og står på fire små ”fødder”. Midtfor er der et flammende ornament, der minder lidt om formsproget i hans gode ven Jens Lunds tegninger fra 1890’erne.
Jette Löwén Dall har brugt en blank lyserød glasur, en lyserød krystalglasur og i de mørkeste felter en nikkel glasur, der danner små blå krystaller, hvor den ligger tykt. Den ses øverst på den brede bunke, i landskabet uden Prinsessen.

Foto Pernille Klemp
page49image7792
De to andre lyserøde glasurer ses tydeligt i kontrasten mellem landskabernes allernederste lag ensartede lyserøde skiver og det næste lag lidt mere melerede former. Begge glasurer er indfarvet med rosa stains, som er et fabriksfremstillet farvet pulver, som både kan bruges til indfarvning af glasurer og lermasser.
Prinsessen støber Jette Löwén Dall i porcelæn i gipsforme i enkeltdele, der kan samles på forskellig vis. Her har hun brugt de dele, der skal til for at Prinsessen kan sidde ned. Prinsesserne brændes mindst tre gange. Første gang ved 935 grader, hvor porcelænet forglødes – gøres klar til glasurlaget. Den næste brænding sker ved 1280 grader. Inden prinsessen sættes i den ovn har Jette Löwén Dall malet hendes kjole som her med rose glasur. Prinsessen får en forglødt krone på hovedet. Den får sit fine mønster ved at Jette Löwén Dall presser nogle af sin oldemors gamle kniplinger mod et udrullet stykke porcelænsler, der siden blev skåret til og samlet til kronen. Hele figuren får en blank glasur og den varme tur i ovnen. Først når ovnen er kølet nok til, at den må åbnes, kan man se, hvordan kronen er faldet til på Prinsessens hoved. Kronens glansguld (en lustre – lavtbrændte ofte metalliske skinnende glasurer med rødder tilbage i det fjerde århundredes Mesopotamien) er årsag til den tredje brænding, for glansguldet tåler kun op til 800 grader, og bliver særlig skinnende, når det males over den blanke glasur.
23. december
Jette Löwén Dall
Find Me! Kiss Me! 2012
Prinsessen på jagt i vildnisset
På sin eventyrrejse er Prinsessen nået tættere på målet end nogensinde før! Men de mange, lange, snørklede vækster skjuler Prinsen, der er forvandlet til en lille frø/tudse, som hun slet ikke kan få øje på. Kig godt efter, for han/den gemmer sig mellem de keramiske snørkler!
I miniformat er planterne i denne kasse en videre bearbejdning af nogle større gulvelementer, som Jette Löwén Dall lavede sammen med udstillingsfællesskabet MIUMI i 2011 til en udstilling på Grimmerhus. Nogle af de større planteelementer har fået plads på podiets kunstgræsplæne for enden af opstillingerne af de 24 kasser.
Kassens minisnørkler er delvist enkle græsformer, der som de slanke græsstrå i kasse 2 vækker mindelser om, at Jette Löwén Dall i 2005, mens hun endnu studerede på Designskolen i Kolding, var på et længere praktikophold hos keramikerduoen Claydies. Netop da var deres græsvaser (i dag i produktion hos Normann CPH, København) ekstremt populære. Som assistent kom hun til at trille masser af ”græsstrå”.
Foto Pernille Klemp

page50image10816
Landskabets vækster er meget andet end græsstrå. Nogle ligner spiralsnoede bregnesnørkler, der er på nippet til at folde sig ud, andre minder om stinksvampe og tragtformede vækster. Jette Löwén Dall fortæller, at hun i farvesætningen af planterne har været inspireret af Niels Hansen Jacobsens og århundredeskiftet 1900’s brug af glasurer. Stilkene er mestendels grønlige, mens hun for oven har brugt blå, rosa, brune og gullige toner. De minder om hendes glasurprøver, der kan ses i den bagvedliggende sal sammen med smagsprøver på de andre bidragyderes glasurprøver. Om arbejdet med væksterne fortæller Jette Löwén Dall: ”Fælles for alle de grønne er en blank grøn glasur, indfarvet med kobber, titan og krom. Toppene har fået en blanding af alle de glasurer, jeg har brugt i de andre værker. Den lyserøde er f.eks. de samme som jeg har brugt i drypstenshulen (kasse 22), og jeg har brugt flere af de førnævnte krystalglasurer. På planterne har jeg arbejdet med at blande de forskellige glasurer.” Kigger man godt efter, kan man se, hvordan væksterne er blevet dyppet ned i flere omgange i forskellige glasurer, der tegner sig som bælter om stilkene.
Som en hilsen til den afdøde kollega har tre af Hansen
Jacobsens vaser yderst til venstre i montren fundet
indpas mellem plantespirerne (inv . VK V 269, 270 og 271).
De synes som beslægtede spirende vækster. De tre små,
small, men høje vaser viser tre af hans meget personlige
måder at afslutte den cylindriske form. De er alle atypiske
løsninger i forhold til, hvordan en uddannet keramiker
ville takle opgaven. Vasen yderst til venstre er for oven
klemt med to fingre fra hver side, så mundingen er blevet
Foto Pernille Klemp
page51image16888
til en korsagtig form, hvorpå han har sat et stykke af en lys lermasse(?). Vasen bagved har han gjort ret tynd i godset ved mundingen. Fire steder har han presset den ned og ind mod midten, så den ligner en svulmende knopform. På den tredje vase, der står til højre, har han skåret stykker af bunden hele vejen rundt. Resultatet er en facetteret form, som det lejlighedsvis ses på slebne krystalglas. For oven har han skåret fire trekantede kiler, og har bukket den tilbageværende masse ned i vaseformen og tilføjet en lerklump. Atter opstår der associationer til en spirende knop. Glasurerne har han ladet flyde i mange forskellige toner.

Foto Pernille Klemp
page51image24000

Foto Pernille Klemp

Foto Pernille Klemp
page51image26400
24. december
Jette Löwén Dall
Happily Ever After. 2012
Prinsessen finder sin prins
På sin eventyrrejse har Prinsessen nu endelig fundet sin Prins. Hun har med et kys forvandlet ham fra frø til Prins, og de kan nu leve lykkeligt til deres dages ende!
De to porcelænsfigurer står i et opkogt landskab af saltglaseret stentøj. Det er udført af Ane Fabricius Christiansen. Når en stentøjsbrænding ved høj varme tilføres salt/natriumklorid sker der en kemisk proces, hvor kloriden forsvinder, mens natriumen går i direkte forbindelse med stentøjslerets overflade og danner en sintret (vandtæt) flade – en glasur. Saltglasering udføres i særlige gas-, olie- eller brændefyrede ovne. Natrium er nemlig meget hårdt ved de almindelige ovnsten, der gradvist ædes op. Efter sigende skal man også passe på, hvor man arbejder med en saltovn, for der opstår en stærk proces, der kan tære på metaller i nærheden – og hvem ønsker at få sin bil ødelagt af luften fra en saltbrænding?! Til gengæld får man mange spændende oplevelser forærende i det meget levende samspil mellem stentøjsleret og salten.
Foto Pernille Klemp

page52image10744
I den bageste sal ses en del af Ane Fabricius Christiansens landskaber, hvor hun har arbejdet med stentøj og salt i en gasfyret ovn, som hun havde helt for sig selv på Designskolen i Kolding. Hun har også brugt en anden ovn under et studieophold i Norge. En del af landskaberne er skabt ved at hun har lagret salt og andre materialer i små lerbolde – som små filodejsposer i nyere madlavning. Under brændingen koger de over og bliver vulkanske landskaber meget i ånd med det, som Niels Hansen Jacobsen søgte, da han sagde:
”Jeg regner et Stykke Stentøj for at være godt, naar det i hele sin Karakter er som et Lava, en Stump af Jordens Urstof løsnet ved Eruption.”
Landskabet i montre nr. 24 var i 2006 et delelement af på Ane Fabricius Christiansens vej mod sit afgangsprojekt fra Designskolen i Kolding. Jette Löwén Dall bad om lov til at tage det af brok-kassen, og nu danner det den perfekte overgang mellem denne del af udstillingen GLASURGLÆDER og den bagvedliggende sal, hvor der er etableret en dialog på netop glasurglæde mellem billedhugger Niels Hansen Jacobsens 70-120 år gamle stentøjsarbejder og værker af fem nulevende glasurdyrkere: Ane Fabricius Christiansen, Gurli Elbækgaard, Morten Løbner Espersen, Bente Skjøttgaard og Asger Kristensen.
Gå helt ned i tempo og nyd i den bageste sal detaljerne i den nørdede verden af glasurskønhed!
I arbejdet med disse tekster har en god hjælp i første omgang været samtaler med Jette Löwén Dall, søgninger på internettet og det gode opslagsværk ”Håndbog i studiokeramik” af Claus Domine Hansen. Tilbage i 1999 tog han på Museumspladsen del i Vejen Kunstmuseums
Keramikfestival i anledning af museets 75-års fødselsdag. Her i 2012 er han ansat på Engelsholm Højskole, hvor han leder keramikværkstedet og er viceforstander.
Teresa Nielsen, museumsleder 





Tekst fra Legat overrækkelse:


”Valdemar Petersen og hustru Ester Moesmann Petersens legat”.


Valdemar Petersen var maler - og de sidste mange år af sit liv var han bosat i Kolding (han er fra 1899 og døde i 1991 92 år gammel) – han og hans konen havde ingen arvinger – og de fik den generøse ide, at stifte en fond, der hvert år skulle uddele en legatportion til en eller flere kunstnere.

(Legatet startede med at være på 15.000 og blev uddelt hvert år – i dag er det på 35.000 og uddeles hvert andet år.)

Legatet blev knyttet til Vejen Kunstmuseum takket være afdøde Svend Holm Larsen, der gennem sit arbejde for og på Vejen Kunstmuseum blev personlig ven med ægteparret Valdemar Petersen.

Han udstillede flere gange Valdemar Pedersens arbejder her på museet - og Valdemar Petersen fulgte arbejdet på museet med så stor interesse, at han testamentere sin ejendom og formue til den fond/det legat, som nu bliver uddelt for 16 gang.



Vi skal helt tilbage til 1989 for at finde den 1. uddeling – da var Valdemar Petersen selv tilstede og
uddelte prisen  til Kolding-maleren Erling Jørgensen.

Legatet kan ikke søges, modtagerne vælges suverænt af legatets bestyrelse, der består af 3 personer: Teresa Nielsen, Vejen Kunstmuseum - Nina Damsgaard, Vejle Kunstmuseum og undertegnede, Henning Ranum.

Der er uddelt legater til 16 forskellige kunstnere. Ser man på navnene falder det måske lidt i øjnene, at de sidste 7 er kvinder. Teresa gør sin indflydelse gældende og foreslår talentfulde kvinder – for at veje op i debatten, der hele tiden pågår om mandlige og kvindelige kunstneres eksponering!!

Jeg nævner lige de 15 forgående,. Så vi kan gå et lille indblik i hvad det er for en ”familie” man kommer i når man modtager legatet.

Erling Jørgensen
John Olsen
Villy Emil Hansen
Loui Michael
Poul Pedersen
Inge Lise Westmann
Ursula Munch-Petersen
Poul Winther
Jørgen Rømer
Ursula Reuter Christiansen
Gutte Eriksen og
Inge Bjørn
Anette Holdensen
Tine Hecht Pedersen
Eva Steen Christensen

Og nu er valget faldet på Jette Löwén Dall.

Og hvorfor har vi så valgt Jette?
Det er vist ret indlysende. Naturligvis først og fremmest for den meget dejlige julekalender vi netop nu er blevet ført ind i endnu en gang.

Men også fordi der i fundatsen for legatet i § 3 står:

Det er fondens primære formål ”hvert år at uddele en hædershave til én eller flere billedkunstnere”, hvis økonomi er således at gaven ikke er betydningsløs for vedkommende.

Jeg ved det er tilfældet for Jette, der er godt i gang med af bygge sin drøm af et værksted op på en landbrugsejendom i nærheden af Skodborg

Og så er det selvsagt bestyrelsens optagethed af Jettes keramiske arbejde, der foreløbig er kulmineret med Julekalenderudstillingen.
Men allerede for 6 år siden i 2007, da designskolen i Kolding holdt sin sidste afgangsudstilling for keramikere var der mange, der lagde mærke til Jettes finurlige prinsesser og deres meget smukke ler miljøer.
Jeg kan huske min egen fascination af Jettes brug af segerkegler, der dannede en meget smuk hvid  skov rundt om en lille let forskrækket prinsesse. Jeg tror det er den samme, der er med i julekalenderen i år.
Det varede heller ikke ret længe før prinsessen kom på Grimmerhus og Den kongelige Porcelænsfabrik.
Ja, jeg tror den sejlede helt til Japan i sin lille porcelænskop og helt ud til Gesten, hvor den har slået sig ned i min vindueskarm.
Jeg ser den som en lille let barnlig og kitschet figur der optræder i voksne og meget distancerede miljøer. En flot blanding mellem barn og voksenverdenen.

Min prinsesse kan se over på en BLOMSTERVASE (from outer Space) som var en af to Jette lavede til en udstilling i Kolding for et års tid siden. En lang række keramikere gav bud på en vase, et eller andet, der understøttede en blomst.
Jettes bud var helt anderledes end de andres – jeg vil sige, at de repræsenterede en helt anden og meget spændende æstetik
Hendes vaser repræsenterede en eksperimentende vinkel – et forsøg på et tænke nyt – og hvor er det dejligt.

En sidste grund er den udstilling Jette og 3 jævnaldrende keramikere satte op på loftet på Grimmerhus. Miumi, kaldte de sig og udstillingen fik navnet ”kun hvis man tror det er”
De havde fået helt frie tøjler og var blevet enige om, at lave et kollektivt værk, et fællesværk.

Jeg var med til ferniseringen og genkendte Jette i både former og glasurer. Hun er meget sig selv.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, at Jette er en fremragende pædagog som Vejen Billedskole gør flittig brug af. Hun får børn og unge til at tegne og forme, så deres talent vokser. Sidste år var der endog nogle af hendes elever, der stillede op til Danmarksmesterskaberne i Tegning - En af dem blev danmarksmester i sin kategori.
 
Endelig siger fundatsen at:
Den udpegede kunstnere opfordres til at ”afholde en udstilling i Vejen Museum i forbindelse med prisoverrækkelsen”, der så vidt muligt skal ske på maleren Valdemar Petersens fødselsdag den 7. februar…………………….

Det overholdes ikke helt, men det er da overraskende tæt på – i forgårds ville Valdemar Pedersen være blevet 114 år gammel.

Kære Jette
Tak for udstillingen
Tak for oplevelserne med den, det var en fornøjelse at hjælpe dig med opsætningen. Det var dejligt at få dine keramiske arbejder i hænderne, at få lov til at føle på dem og mærke deres tyngde, deres skrøbelighed, deres overflader og strukturer.

Tillykke Jette med legatet

Og held og lykke med dit arbejde fremover.


Mvh
På vegne af legatet
Henning


2011


»Only if you believe it is«



The four talented young ceramicists Jette Löwén Dall, Helene and Jakob Keis Fiedler and Janni Godtliebsen have all made a name for themselves in the conceptual field in recent years. At the Museum of International Ceramic Art – Grimmerhus, we called on them in 2010 to present them with a challenge: Grimmerhus is an old, stately home with a clearly ordered floor plan, carved panels and delicate stucco work. The four ceramicists were encouraged to let the neatness of the building challenge them to overstep some of the boundaries for staging exhibitions in a setting of this character.



The young ceramicists chose to kick off their team work by an effort to abandon the idea of each ceramicist making and exhibiting his or her own separate works. For the occasion they formed not only a team but a unit, which they called MIUMI. They decided to create one large common work, a shared narrative with a single narrator, comprising a great diversity of individual components which the four artists then set out to create in close collaboration during a series of workshops.



All four artists share a deep-seated fascination with exploring the line between reality and fantasy. This distinction relates, for example, to the thousands of objects and symbols that surround us in our everyday life, with functions and meanings that we take for granted as commonplace and objectively given. However, if these elements are tweaked ever so slightly, then the entire construction that we perceive as reality may suddenly be bent and become un-reality, a fantasy world where we are forced to adopt a child’s perspective and ask, ‘what is that?’ and ‘how does that really work?’ Imperceptibly, wonder, doubt and curiosity supplant our sense of complacency and familiarity.



The main theme of the room installation as a whole is this shift from reality to fantasy. As Grimmerhus is a museum of ceramic art, and the members of MIUMI are ceramicists, the exhibition has a natural emphasis on challenging people’s perceptions of the nature and possibilities of ceramics. The boundaries separating art, design and everyday reality are dealt a severe blow, as is the classic museum distinction between anteroom and main room, exhibition space and non-exhibition space. At first glance, many of the components of the room installation appear to be familiar everyday objects, but upon closer inspection they prove to be something other than one thought they were. Hence the exhibition title, “Only if you think it is.”


With this room installation, MIUMI produces narratives on multiple levels. The exhibition challenges the museum tradition of offering more classic work presentations by individual artists. It also challenges the individualistic role of the artist and takes its own thematic content – our everyday perceptions – and twists it, turns it upside down and thus transforms it into something fantastical. The installation questions our sense of direction in life, our perceptions of true and false, good and bad. And last, but not least, it questions whether traditional art exhibitions might have had their day.

Lise Seisbøll
Managing director
September 2011


Only if you believe it is
MIUMI is the name of a group of for young ceramics artists who are currently exhibiting in the beautiful classicist mansion that houses the Museum of International Ceramic Art – Grimmerhus. The clash is palpable. The ceiling above the main stairway in the lobby is decorated with a delicate wood carving from the 1800s, and suspended from it is a mobile consisting of five letters: M-I-U-M-I; five crudely rolled clay coils making up a word that is barely legible. The letters twist and turn, and just as they seem to fall into place, they shift again. Miumi is simply a sound. A passing sensation, constantly changing. And that is precisely the nature of Miumi’s universe, where the certain and familiar keep shifting.
Janni Godtliebsen, Helene Keis, Jakob Fiedler and Jette Löwén Dall are the names behind this exhibition, which is the result of an unusually intense collaboration process. Instead of creating their own individual works for a group exhibition they decided to suspend their individual artistic expressions and focus exclusively on creating one joint work. Their goal was to challenge the museum setting and offer the visitor a complete, coherent experience, and for the artists themselves sharing the art work, process and approaches was an important challenge. The condition was that all works are part of the common work, and that has led to a high degree of freedom as well as an unusually playful process: “Only if you believe it is” was the verbal platform that the artists used to create their shared universe, and they used stories such as Alice in Wonderland and the less known (in Denmark) “Where the Wild Things Are” to define a project that was deliberately intended to operate on the edge: on the edge of the beholder’s familiar everyday reality and on the edge of their own professional field.
Here lies an important key to the exhibition. All four artists are trained ceramicists, and thus they are active in a field with almost invisible transitions between design, art and crafts. Each of these fields has its own traditions and meanings with sometimes conflicting interests, but that also makes for an extremely interesting field where cultural codes can meet and clash, and boundaries can be challenged. Miumi has addressed this artistic point of departure directly by focusing precisely on their own professional strength: the ability to handle clay as a specific artistic material and to make and interpret everyday objects. With “Only if you believe it is” they have integrated these aspects in an exhibition that challenges the beholder’s interpretation of reality and does so within a conceptual framework that also challenges the artist’s core competences.
The exhibition is designed as a visual narrative that is structured around the home. The home is the everyday universe that is most immediately recognisable to the beholder as well as a universe where the ceramicist has his or her primary field of work in the long-standing tradition of making applied art and everyday objects. Thus, both parties have the home-field advantage here, and that is exactly why the shifts in meaning are so effective. Nothing is what it seems. Suggestions of multiple levels of reality trickle out wherever one looks, and wherever one attempts to position one’s body. Overall, the body plays a crucial role in this exhibition. It is quite extraordinary to have an exhibition of ceramic art that does not have a single podium for displaying the ‘works of art’. In a sense, “Only if you believe it is” has no works of art. It is one big work of art – a coherent universe – for the visitor to move around in. This holistic experience is activated already at the stairs that lead up to the exhibition space. An amorphous splash with blue-fluted decoration is melting on one of the steps, suggesting that the body is to be activated. The beholder cannot simply stand back, detached, to take in the exhibits one by one. The beholder is inside the work, just as Alice in Wonderland has to surrender to the reality that she inadvertently finds herself in.
The visitor encounters this surreal universe in the table that is laid out for a feast. The table is set, and the details are so overwhelming that every single object is a journey of discovery in itself: The dish is a lamp, as is the cup; cutlery, glasses and plates fuse into one in a fireworks display of ceramic techniques that only hint at their function, and the runny blue-fluted decorations are spilling onto the table. This is an overwhelming, baroque display of sensuousness – and then it goes ‘Bang!’ A peculiar rabbit boy is sitting at the table, while another is standing next to it, observing the scenery. They both have a blank stare in their eyes, as they gaze at this bizarre table that has been stripped of colour and actual life.
This is exactly where the core of the exhibition is introduced: a delicate balance between the welcoming and recognisable and, on the other hand, something that defies easy decoding: Is this is a pleasant fairytale, or are there things I would rather not know about?
The main strength of the exhibition is that it does not offer any clear-cut answers. This is no conventional tale about the darkness that lurks just beneath the surface in the human psyche. Instead the beholder’s perception is continuously engaged in a stream of ambiguous messages. The entrance is furnished with items crudely shaped in clay but with a keen eye for the appealing boldness of the design product. The scale, however, suggests that this is no ordinary home, and the tiny slippers on the floor increase the sense that this may be where the rabbit boy lives. We have entered an ambiguous universe where art work, furnishings and room blend into one. The extra roof space doors next to the original doors in the exhibition room will go unnoticed by all but the keen observer, but they hint at realities behind realities. The hand-drawn wallpaper is another good example. A careful inspection reveals that the brocade pattern consists of objects that all begin with the same letter (in Danish) – a detail that is not, at first glance, part of the larger narrative of the exhibition, but which makes up its own universe. Every single object in the exhibition is a gateway to a separate reality.
Moving on to the living room, one is filled with a growing sense of surrealism. A tiled wall makes a reference to the ceramicist’s field: kitchen and bathroom – but here, mushrooms are growing inside the wall, and there, vases have been installed as utilitarian objects trapped behind glass and thus isolated from their normal use. One piece of seating furniture serves as a podium for a sea urchin with spines that trigger a disturbing physical sensation, and another features sewn-on ceramic buttons that add red splotches to the white furniture in a way that hints at human physicality in a slightly unpleasant but also highly aesthetic manner. At the same time, rooms and furniture are designed with a strong aesthetic sense of view points, gaze direction and detailing. At once safe, inviting and appealing and, on the other hand, with a sense that there are many other stories that might not be so pleasant.
Parallel to the shifts in scale there is also a sense of nature forcing its way in. A bird in the coat tree, apples for table legs and these mushrooms, which eventually take over completely in the last section of the exhibition. They sprout up out of the floor and out of the cracks; simultaneously appealing and disturbing. Their numbers overwhelm and dissolve the world as we know it. Bilious green, amorphous and sensuous to an extreme and overwhelming degree. Here the beholder is drawn so fully into the experience that it is necessary to kneel down to take in all the details.
This experience clearly demonstrates how the field of ceramics offers unique artistic opportunities that Miumi manages to exploit fully: The exhibition offers a ‘grand’ narrative as a complete, coherent experience but also makes room for an endless number of ‘small’ narratives that point in countless different directions. The degree of detailing is overwhelming, and the exhibition offers sensuous experiences on every level and scale. This challenges the beholder to complete the experience on his or her own. The exhibition activates the body, it activates our emotion and imagination, but it also activates the intellect, which is constantly striving to grasp what our senses have perceived. “Only if you believe it is” does not attempt to define things from the outset. An exhibition with this degree of openness that communicates on so many levels is very valuable because it reminds us that reality is so much more complex than we tend to think. There is always another story. But only if we believe there is…

Louise Mazanti

Grimmerhus den 15. november 2007



2007

Til pressen:

Prinsessen af Keramos – Udstilling af Jette Löwén Dall
Årets modtager af Trekantsområdets legat for billedkunst, kunsthåndværk og design

En fortælling om den allerfineste og sarteste porcelænsprinsesse og hendes farefulde omverden truet af monstre, forurening og forfald; en keramisk tegnefilmverden, hvor den skrøbelige lille guldkronede skat det ene øjeblik naivt fristes af giftige svampe – for i det næste nu at råbe højt om hjælp – uden at blive hørt. Dette og meget andet er hvad Jette Löwén Dall præsentere os for på udstillingen ”Princess of Keramos” på Danmarks keramikmuseum.

Udstillingen åbner tirsdag den 20. november. Der er reception fredag den 23. november kl 14, hvor alle er velkomne.

Anledningen til udstillingen er, at Jette Löwén Dall er den første modtager af det nye Trekantsområdets legat for billedkunst, kunsthåndværk og design, en prestigefyldt pris på 50.000 kr., der blev overrakt kunstneren på Danmarks Keramikmuseum den 10. oktober d.å.
Legatmodtageren er nyuddannet fra Designskolen i Kolding, og det er hendes afgangsprojekt, ”Princess of Keramos”, der giver hende prisen.
Projektet er en nyfortolkning af porcelænsfiguren, og den nu udstillede række af keramiske tableauer fortæller om prinsessen og hendes to venner, der drager ud i landet Keramos, hvor alt er lavet af ler og ting fra keramikkens verden. På deres rejse møder de det gode og det onde i forskellige former.

Dall var blandt 14 kandidater til prisen, og legatjuryen udpegede hende bl.a. fordi hun har skabt en overbevisende  sammenhæng imellem kitsch og ungdomskultur, samtidig med at hun teknisk skaber sammenhæng imellem ellers indbyrdes ulig materialer, heriblandt porcelænet:” Jette Löwén Dall beviser her sin evne til at kombinere materialer og teknikker på en sikker og selvstændig facon med et resultat der sprudler af fortælleoverskud og sans for materiale sammenstød. Farver og form forenet i skulpturelle minitableauer rummer naivistiske universer med klare referencer til børnelitteraturens ikoner som Alice i Eventyrland og Mumitroldene, samtidig med at der skæves veloplagt til nyere japanske spil som pokemon, tegneserie og animationsfilm. Med ”Princess of Keramos” indskriver Jette Löwén Dall sig i en nutidstrend, hvor den lille finurlige og på overfladen sødladne fortælling udspændes i naivistiske miniuniverser, der udstråler følelse og kunstnerisk umiddelbarhed” (cit. juryen).

Udstillingen kan ses frem t.o.m søndag den 27 januar 2008

Med venlig hilsen
Lise Seisbøll
Direktør


Pressemeddelelse

Afsløring af dette års modtager af Trekantsområdets legat for billedkunst, kunsthåndværk og design på 50.000 kr.

Jette Löwén Dall er i år blevet udpeget som modtager at Trekantsområdets legat for billedkunst, kunsthåndværk og design, som i dag blev overrakt af Egon Fræhr, næstformand for Trekantsområdet Danmark. Jette Löwén Dall er nyuddannet keramiker fra Design skolen i Kolding og er blevet bedømt på sit afgangsprojekt Princess of Keramos, der er en ny fortolkning af den kongelige porcelænsfigur.

Juryen bestod af Lise Seisbøll, direktør for Danmarks Keramikmuseum, Grimmerhus, Trine Rytter Andersen, billedkunstner og faglig repræsentant udpeget af Billedkunstnernes Forbund og Aage Birk, keramiker og faglig repræsentant udpeget af Danske Kunsthåndværkere.

Juryen begrunder valget således:
Jette Löwén Dall modtager legatet for sin innovative, personlige og fortællende tilgang til det keramiske felt. Med sit afgangsprojekt fra Designskolen i Kolding, Princess of Keramos, har hun skabt en overbevisende sammenhæng mellem keramik, porcelæn, kitch og ungdomskulturens dyrkelse af det eventyrlige fabulerende og naive univers.”

Trekantsområdet Danmark modtog 14 ansøgninger til legatet. Juryen lagde i deres udvælgelse vægt på et stort kunstnerisk udtryk og har valgt at uddele kunstlegatet til et ungt talent, for hvem legatet vil betyde en karrieremæssig kickstart:

”Det er juryens overbevisning, at Jette Löwén Dall med sin fortælleglæde, i kombinationen med formmæssigt mod og færdighed fremover, vil kunne udvikle sit eget formsprog endnu mere, og at der er saft og kraft nok tilstede her til at hun også med tiden vil kunne bære og udnytte erfaringer og indtryk præget i en mere moden karakter.”

Legatet uddeles i 2007 inden for det keramiske område, men legatuddelingen vil over en fireårig periode foregå i samarbejde med skiftende kunstmuseer, således at alle kunstnere inden for området billedkunst, kunsthåndværk og design får mulighed for at søge legatet i denne fireårige periode. I 2008 foregår legatuddelingen i samarbejde med Trapholt, Kolding, inden for kategorien billedkunst, kunsthåndværk og design.

Legatet er tænkt til at fremme legatmodtagerens arbejde, og der medfølger en mindre udstilling, so i år vil være på Danmarks Keramikmuseum, Grimmerhus, i perioden 22, november 2007 til 27. januar 2008. Udstillingen vil være et samarbejde mellem legatmodtageren og udstillingsstedet.

Trine Ellegaard

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Louise Hindsgavl

Rejsen

Gårslev Transformertårn